I et forsøg på at lokke turister til er man på den populære ferieø Malta klar til at udbetale penge til de tilrejsende.

Helt op til omkring 1.500 kroner er man klar til at give turisterne i lommen, når de ankommer til øens hoteller.

Det skriver Reuters og Times Of Malta.

På et pressemøde fredag fortalte middelhavslandets turismeminister, Clayton Bartolo, at turistmyndighederne er blevet tildelt 3,5 millioner euro (26 millioner danske kroner), som vil kunne blive tildelt omkring 35.000 turister, som rejser til hovedøen Malta fra juni.

Pengene vil blive tildelt de tilrejsende turister – som man har manglet under coronakrisen – efter et helt særligt system.

Turister, der booker et femstjernet hotel direkte gennem hotellets eget bookingsystem, vil modtage 100 euro (knap 750 kroner) fra Malta Tourism Authority.

Turister, der booker et firestjernet hotel, modtager 75 euro, mens dem, der booker på et tre-stjernet hotel, modtager 50 euro.

Beløbet vil derefter blive matchet af hotellet selv, hvilket betyder, at dem, der booker på et femstjernet hotel i sidste ende vil få udbetalt op til 200 euro (knap 1.500 kroner), mens dem, der booker på et firestjernet vil kunne få op til 150 euro. På et trestjernet ender det på 100 euro i alt.

»Ordningen sigter mod at placere Maltas hoteller i en meget konkurrencedygtig position, når den internationale turisme genstarter,« siger Clayton Bartolo ifølge Reuters.

Det hele kræver dog, at man booker direkte gennem hotellernes egne bookingsider – og at man booker et ophold på minimum tre dage.

På pressemødet fredag forklarede turismeminister Clayton Bartolo, at det forventes, at de nuværende coronarestriktioner i landet bliver løftet fra 1. juni, så turister igen kan komme dertil.

I 2019 lagde mere end 2,7 millioner udenlandske besøgende vejen forbi de maltesiske ferieøer, men det tal faldt med mere end 80 procent, efter coronapandemien brød ud.