Gravide, som spiser meget lakrids, risikerer ifølge ny forskning at få børn med senskader som dårlig hukommelse og ringere intelligens.

Få folkeslag har som det danske forstået lakridsens glæder. Det skulle da lige være finnerne. Nu har finske forskere imidlertid fået mistanke om, at det ikke er godt for gravide at spise for meget af det sorte slik. De mener nemlig, at lakridsen kan have uheldige eftervirkninger på fostrene og påvirke børnenes højde, vægt og pubertet.

Det viste forskning fra Institut for helse og velfærd ved universitetet i Helsinki sidste år, skriver den norske avis Dagbladet.

Heraf fremgik det, at lakrids-elskende mødre kunne få børn med senskader som knyttede sig til intelligens og hukommelse.

Forskerne sammenlignede børn af mødre, som spiste meget lakrids under svangerskabet med børn af kvinder, som kun spiste lidt eller slet ikke noget lakrids under graviditeten. Her fandt de, at børn af mødre, som spiste meget lakrids, scorede dårligere på test, hvor intelligens og hukommelse blev målt.

»Disse børn havde også højere risiko for adfærdsproblemer. I artiklen fra 2017 rapporterede de igen, at børn af mødre, som spiste meget lakrids klarede sig dårligere i intelligens- og hukommelsestest. Derudover undersøgte forfatterne, om indtaget af lakrids havde effekt på puberteten. De fandt blandet andet, at døtre af mødre med et højt indtag af lakrids var højere og tyndere,« siger Gro Mathisen fra den norske Vitenskapskomiteen for mat og miljø, der kan sammenlignes med Fødevarestyrelsen i Danmark, til Dagbladet.  .

Det er aromastoffet glycyrrhizinsyre, som er hormonforstyrrende, der er problemet.

I de finske studier er et højt indtag af lakrids defineret som 250 gram om ugen eller mere.

Demed flugter rådene fra Finland med den officielle danske vejledning til gravide. Fødevarestyrelsen anbefaler nemlig gravide at 'holde igen med lakridserne og maksimalt spise 50 gram om dagen. Lakrids indeholder et stof, som kan give ødemer og forhøjet blodtryk,' står der på styrelsens hjemmeside.