Arken, der i kristendommen redder Noah, hans familie og én af hver dyreart fra oversvømmelse, var ifølge en række forskere forankret i virkeligheden.
For de mener, at de har fundet beviserne for, at arken virkelig eksisterede og også, hvor resterne af den befinder sig.
Det skriver Dagbladet, der beretter om en forskergruppe, der nu har sat sig for at finde resterne af den historiske båd.
Gruppen har længe interesseret sig for den såkaldte Durupinar-formation, en 164 meter lang konstruktion, der minder om de dimensioner, arken har i Biblen.
Formationen ligger 30 kilometer syd for Mount Ararat i Tyrkiet og har form som en aflang båd. Nu gælder det for forskerne om at udføre kerneboringer for at afklare om det, forskerne mener er Noahs Ark, egentlig er menneskeskabt.
»Indtil videre understøtter resultaterne vores teorier. Jordprøverne tyder på, at denne formation ikke kun er en del af den omgivende mudderstrøm – det er et særskilt objekt,« siger en af forskerne ifølge Dagbladet.
