Lige nu går vi alle og venter på den. Vaccinen.

Når først der kommer en vaccine mod coronavirus, bliver alt normalt igen.

Tror vi.

Over hele verden arbejder videnskaben lige nu på højtryk for at finde frem til en effektiv vaccine mod den frygtede sygdom.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Helle Arensbak

Men noget tyder på, at vi skal begynde at vænne os til, at virussen vil være blandt os i lang tid endnu, også selv om der bliver udviklet en vaccine. Eksperter mener nemlig, at vi må leve med coronaen frem til 2025 – og måske endnu længere.

Det siger flere forskere til Washington Post.

»Det virker usandsynligt for mig, at en vaccine vil være en afbryder eller en reset-knap, hvor vi går tilbage til pre-pandemiske tider,« siger epidemiologen Yonatan Grad ved Harvard T.H. Chan School of Public Health til avisen.

Og han bakkes op af virusforsker Angela Rasmussen, Columbia University:

»Det er ikke sådan, at vi kommer til at lande i Oz,« siger hun med henvisning til eventyrlandet fra 'Troldmanden fra Oz', hvor alt er godt.

For problemerne med covid-19 er ikke klaret med at udvikle en vaccine, forklarer forskerne.

Vaccinen skal også kunne distribueres over hele verden, og dermed kan det tage lang tid, før pandemien er forbi.

Det er også afgørende, om folk udvikler varig immunitet, når de har haft sygdommen. Hvor længe har de antistoffer i blodet? Og det får også betydning, hvordan forskellige sæsoner giver ændringer i smittespredningen.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Helle Arensbak

Endelig har det afgørende betydning, hvordan både myndigheder og enkeltpersoner gebærder sig i den kommende tid.

»Fremtiden afhænger vældig meget af, hvor meget socialisering som bliver genoptaget, og hvilken slags forebyggelse vi laver,« siger forskeren Joseph Wu ved The University of Hong Kong i det videnskabelige tidsskrift Nature.

Her peger han og andre på, at hvis antistofferne og vaccinen beskytter i længere tid – og verdens befolkning retter sig efter henstillingerne om håndhygiejne, social afstand og så videre – så kan coronapandemien være under kontrol allerede før afslutningen af 2021.

De seneste tal fra Johns Hopkins University viser, at næsten 20 millioner mennesker rundtomkring i verden er blevet smittet, og omkring 750.000 har mistet livet i det, der bliver kaldt 'coronarelaterede dødsfald'.

Og selv om mange lande har genåbnet dele af samfundet, må vi ikke tro, at det betyder, at pandemien er forbi, understreger forskerne.

»Vi må indstille os på et langdistanceløb,« siger Yonatan Grad til Nature.