Forskere har identificeret en ny abeart med lyse orange læber og et sort ansigt i en skov i DR Congo.

Det skriver det britiske medie BBC.

Aben er blevet set og fotograferet højt oppe i en trætop i den tætte skov i nationalparken Lomami.

Lokale har døbt arten Likweli, mens forskerne, der har identificeret den, har givet den det latinske navn colobus congoensis.

I 2008 var der første gang meldinger om, at aben var set i nationalparken. men da lykkedes det ikke at få et billede af den.

Efter at den var blevet set igen for ti år siden, satte et internationalt forskerhold sig for at finde og studere aben, der nu har vist sig at være en hidtil ukendt art.

Det er blot den femte nye afrikanske abeart, der er blevet opdaget inden for de seneste 75 år, skriver BBC.

RITZAU