Verdenshavene bliver ikke kun udsat for plastikforurening.
Ifølge en ny undersøgelse udsættes havets dyr også for kemisk forurening, hvilket blandt andet går ud over hajerne.
Det skriver det amerikanske videnskabsmedie Science News med overskriften 'Hajer indtager stoffer på Bahamas.
Et forskerhold har foretaget blodprøver fra 85 hajer fanget omkring Bahamas-øen Eleuthera i Caribien.
I deres undersøgelse fandt de stoffer som kokain, koffein og smertestillende medicin i hajerne.
Mediet skriver, at det blandt andet er gået udover hajarterne ammehajer, caribiske revhajer og citronhajer.

Tidligere har man også fundet kokain og sjældne jordarters metaller i hajer ud for Rio de Janeiro.
Den nye undersøgelse er ledt an af biolog Natascha Wosnick fra det føderale universitet i Paraná i Brasilien.
Hun forklarer ifølge Science News, at havstrømmene kan transportere spor af stofferne fra spildevand eller andre kilder på øen, men at dykkere er de mest sandsynlige syndere.
»Det skyldes hovedsageligt, at folk tager derhen, tisser i vandet og tømmer deres spildevand ud i vandet,« udtaler hun.
Forskerne er ikke sikre på, hvad de langsigtede bivirkninger kan være, udover at det kan ændre dyrenes adfærd, bevægelsesmønstre og fødesøgning.
Natascha Wosnick kalder dog resultaterne for bekymrende, da man opfatter Bahamas som et relativt uberørt paradis.
»Ligesom plastforurening er kemiskforurening mere udbredt end mange mennesker er klar over,« tilføjer hun.
