Et jordskælv målt til 8,8 på Richterskalane har natten til onsdag ramt ud for Rusland og skabt tsunamifrygt i hele Stillehavet.

»Når vi er tæt på de 9 på Richterskalaen, så skal alle advarselslamper lyse,« forklarer Peter Voss, der er forsker ved det geologiske datacenter GEUS, til B.T.

»Så er vi oppe, hvor de helt store tsunamier bliver dannet, ligesom vi så i Japan eller Det Indiske Ocean i 2004 (hvor blandt andet flere dele af Thailand blev hårdt ramt, red.).«

De første store bølger har allerede ramt kyster i Rusland og Japan, mens der foregår evakueringer og er udsendt varsler om tsunamier over hele Stillehavet.

»Der vil være områder, der er meget udsatte for at blive ramt af store bølger, så derfor er der sendt varsler ud til alle steder omkring det ramte ocean. Dem tæt på vil opleve, at det kommer meget hurtigt, men jo længere væk, jo flere timer har man til at tage sine forholdsregler,« forsikrer Peter Voss.

Generelt lyder rådet, at man skal søge til højtliggende områder, hvis man står overfor et varsel om en tsunami, som det nu er tilfældet over hele Stillehavet.

»Det er desværre meget, meget ødelæggende. Det vil ramme rigtig meget infrastruktur, for vand har rigtig mange kræfter, så det er der ikke mange bygninger, der kan modstå. Alt der ligger løst vil blive kastet rundt, så tsunamier er virkelig farlige naturkatastrofer,« lyder det fra forskeren.