Det kan ikke tælles på to – eller ti for den sags skyld – hænder, hvor mange teorier om MH370 fra Malaysia Airlines, der gennem tiderne er blevet præsenteret.

Og nu er den australske forsker Vincent Lyne klar med endnu en af slagsen.

En teori, der placerer det totale ansvar hos MH370's pilot.

Det skriver norske Børsen på baggrund af Lynes forskningsartikel.

Det er ti år siden, at flyet MH370 fra Malaysian Airlines lettede fra Kuala Lumpur med kurs mod Beijing.

Flyet havde 239 passagerer med ombord, men pludselig forsvandt det fra radaren, og hverken fly eller passagerer er nogensinde blevet fundet igen.

Ifølge Lynes forskning er det sandsynligt, at piloten Zaharie Ahmad Shah bevidst lod flyet styrte ned i et 6.000 meter dybt hul tæt på Australiens kyst.

Nazri Mohamad/EPA/Ritzau Scanpix

Det er blandt andet de to sidste satellitsignaler fra flyet, der ifølge forskeren indikerer, at der blev foretaget en såkaldt kontrolleret nedstyrtning.

Lyne har desuden analyseret nogle af de få vragdele fra MH370, der blev fundet, og sammenlignet med dem vragdele fra US Airways Flight 1549, som i 2009 blev landet i Hudson Floden af Chesley 'Sully' Sullenberger.

I den forbindelse har han fundet ligheder, der ifølge Lyne bekræfter hans teori.

»Dette værk ændrer historien om MH370's forsvinden fra at handle om mangel på brændstof og et højhastighedsdyk til at beskrive en dygtig pilot, der gennemførte en næsten perfekt forsvinden i det sydlige Indiske Ocean,« skriver Lyne selv i et opslag på Linkedin om den nye forskningsartikel.

Familien til Zaharie Ahmad Shah har hele tiden afvist, at piloten bevidst lod flyet styrte.

Ifølge Lynes forskning skulle flyet befinde sig i et dybt hul ved Broken Ridge tæt på Australiens kyst.

Derfor opfordrer forskeren også til, at man laver nye eftersøgninger i dette område.