Om blot to år er det for sent. Her vil det ikke længere være muligt at redde regnskoven i Amazonas.

Således lyder en nyligt udgivet og meget dyster forudsigelse fra økonom Monica de Bolle. Hun går endda så langt, at hun kalder situationen 'en tikkende CO2-bombe'.

Økonomen, der er senior fellow ved Peterson Institute for International Economics samt leder af Latinamerika-studier ved Johns Hopkins University i USA, forsøger i et politisk skriv at advare Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, om regnskovens endeligt.

Ifølge hende vil der, hvis der ikke bliver handlet, i 2021 være forsvundet så meget af regnskoven, at der ikke er nogen vej tilbage. Katastrofen vil indtræffe. Regnskoven vil forsvinde.

Jungle i flammer.
Jungle i flammer. LUCAS LANDAU

Økonomens beregninger får dog ikke lov til at stå som sandhedsvidne. Flere eksperter, der har forsket i det selv samme, sår nemlig tvivl om hendes konklusion. Selvom de er enige med De Bolle i, at regnskoven nærmer sig et uopretteligt vendepunkt, mener de i stedet, at det ligger mellem 15 og 20 år ude i fremtiden.

»Amazonas er allerede 17 procent afskovet, så når vi medtager den nuværende afskovningsrate, når vi 20 til 25 procent om 15 til 20 år,« siger den brasilianske klimaforsker Carlos Nobre til The Guardian og fortsætter:

»Jeg håber, hun tager fejl. Hvis hun har ret, er det jordens undergang.«

Regnskovens fremtid afhænger i høj grad af, hvordan beslutningstagerne agerer de kommende år. Fortsætter præsident Bolsonaro sin hidtidige politik, vil regnskoven bid for bid forsvinde.

Luftfoto af et område ryddet af bønder.
Luftfoto af et område ryddet af bønder. RICARDO MORAES

Siden han i 2018 kom til magten, har han tilladt bønder at rydde større områder til dyrkning, ligesom han også har tilladt minedrift i skovområder.

Hvis – eller når – regnskoven passerer det kritiske punkt, vil den ikke længere være i stand til at producere den livsgivende regn til sig selv.

Et voksende antal områder vil derfor opleve savannelignende tørke, og antallet af skovbrænde vil stige. Det samme vil mængden af CO2, der bliver sendt ud i vores atmosfære.

Og det vil ske, hvis der ikke bliver gjort noget. Dét er forskerne enige om. Spørgsmålet er bare: Hvornår sker det?