Brenton Tarrant, der er sigtet for at stå bag moskéangreb i New Zealand fredag, skal blive i fængslet indtil 5. april.

Det har retten i Christchurch besluttet lørdag morgen lokal tid ifølge nyhedsbureauet AFP og BBC.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre, og det er derfor uvist, om den 28-årige mand valgte at udtale sig om sagen i retten.

Det fremgår ikke, hvordan den australskfødte tidligere fitnessinstruktør forholder sig til drabssigtelsen.

Foto: Martin Hunter
Vis mere

5. april skal retten igen vurdere, om den formodede gerningsmand bag skudangrebene, der indtil videre har kostet 49 personer livet, skal forblive fængslet.

Indtil videre er Brenton Tarrant kun sigtet for drab, men det ventes, at der vil komme yderligere sigtelser til inden næste retsmøde.

Yderligere to personer er anholdt i sagen om drabene, men de ventes ikke at blive fremstillet for en dommer foreløbigt.

Det skabte skræk og rædsel i byen, da en bevæbnet mand fredag klokken 13.40 lokal tid gik ind i Masjid al Noor-moskéen i det centrale Christchurch og åbnede ild.

Sikkerheden er øget ved moskéer i New Zealand efter angrebet. Den formodede gerningsmand har offentliggjort et manifest, som ifølge terrorforsker har flere ligheder med et manifest skrevet af den norske massemorder Anders Behring Breivik. Tessa Burrows/Ritzau Scanpix
Sikkerheden er øget ved moskéer i New Zealand efter angrebet. Den formodede gerningsmand har offentliggjort et manifest, som ifølge terrorforsker har flere ligheder med et manifest skrevet af den norske massemorder Anders Behring Breivik. Tessa Burrows/Ritzau Scanpix
Vis mere

I moskéen var omkring 300 personer samlet til fredagsbøn, og antallet af døde som følge af angrebet i Masjid al Noor-moskéen var fredag aften dansk tid 41.

Rædslerne var dog langtfra ovre. Der blev også åbnet ild i en anden moské, Linwood Ave, hvor syv blev dræbt, heraf tre uden for bygningen.

Et sidste offer afgik fredag ved døden på hospitalet.

Politiet rykkede talstærkt ud, og personer i området blev opfordret til at blive indendørs, ligesom muslimer blev bedt om at blive væk fra moskéer resten af dagen. Det skyldes, at politiet frygtede, at der var risiko for, at der kunne ske flere angreb.

Lokale myndigheder fortalte fredag formiddag dansk tid, at 49 var blevet dræbt i skudepisoderne. Derudover bliver 42 personer, heriblandt en fireårig dreng, natten til lørdag dansk tid fortsat behandlet for skader.

Herunder kan du genlæse morgenen og formiddagens udvikling minut for minut:

/ritzau/