Anden dag for fredsforhandlingerne mellem Ukraine, USA og Rusland er torsdag skudt i gang. Mødet afholdes i Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.
Denne runde forhandlinger begyndte onsdag.
Det oplyser nyhedsbureauet AFP.
Mødet onsdag havde ingen store gennembrud, men Ukraines chefforhandler, Rustem Umerov, udtaler, at "konkrete tiltag og praktiske løsninger" var blevet diskuteret.
Det fremgik onsdag, at Rusland inden forhandlingerne fortsat insisterer på, at Ukraine skal opgive kontrollen over den østukrainske Donetsk-region. Landet ønsker også en international anerkendelse af, at russiskbesatte områder tilhører Rusland.
Trepartsforhandlingerne i Abu Dhabi finder sted, mens Rusland har skruet op for angrebene mod Ukraines energiinfrastruktur.
De har medført varme- og strømafbrydelser i større byer som hovedstaden Kyiv, mens temperaturerne er langt under frysepunktet.
Landene mødtes for første gang alle tre 23. og 24. januar for at blive enige om, hvordan de afslutter den snart fire år lange invasion af Ukraine.
Selv om der ikke blev indgået en aftale i januar, blev mødet beskrevet som konstruktivt af alle parter.
Her fremsatte Rusland sine betingelser, før en fredsaftale kan komme på tale.
Det drejer sig blandt andet om, at Ukraine skal tilbagetrække sine styrker i Donetsk-regionen og opgive atomkraftværket Zaporizjzja.
Zaporizjzja i det sydøstlige Ukraine er Europas største atomkraftværk. Det har været besat af russiske styrker siden marts 2022, kort tid efter at krigen i Ukraine begyndte.
Rusland og Ukraine har gentagne gange beskyldt hinanden for at risikere en atomkatastrofe ved at angribe atomanlægget.
Rusland invaderede Ukraine i februar 2022. Invasionen har siden udviklet sig til den dødeligste krig i Europa siden Anden Verdenskrig.
/ritzau/