Istanbul er lige nu ramt af en uhyggelig sag, der koster flere og flere personer livet.

Hele 17 er nu døde, efter de er blevet forgiftet med ulovligt produceret alkohol.

Sådan skriver en række lokale medier, der citerer lokale myndigheder.

Alle de omkomne er døde inden for en uge.

I skrivende stund er 19 mistænkte tilbageholdt, og dødstallet kan endnu stige yderligere. Flere er nemlig fortsat indlagt efter at have indtaget den giftige alkohol.

Det forlyder også, at mængden af beslaglagt, hjemmebrændt alkohol er fire gange så høj i forhold til sidste år.

Sagen kommer i kølvandet på en tilsvarende sag, hvor seks turister mistede livet i Laos efter at have indtaget alkohol, der indeholdt træsprit – såkaldt metanol.

To af de omkomne fra Vang Vieng i Laos er danskere.