Han forfalskede sin egen død. Flygtede til Skotland. Og benyttede sig af mere end et dusin aliasser.

Den amerikanske voldtægtsforbryder, der har været i centrum for den opsigtsvækkende sag, er nu afgået ved døden

Der er tale om Nicholas Rossi, der forrige år blev fundet skyldig i at have voldtaget to kvinder i den amerikanske delstat Utah tilbage i 2008.

Han blev dengang idømt op til livstid bag tremmer, hvoraf mindst ti år skulle afsones.

I en pressemeddelelse oplyser Utahs fængselsvæsen – Utah Department of Corrections – at den 38-årige mand blev erklæret død på et lokalt hospital den 25. juni klokken 20.32.

»Rossi døde af komplikationer i forbindelse med en eksisterende sygdom, efter at han havde valgt at afbryde sin medicinske behandling,« oplyses det.

Både Rossis familie og hans ofre har fået besked om hans død, lyder det.

Hele sagen om Nicholas Rossi, hans flugt fra politiet og hans efterfølgende anholdelse vakte i sin tid stor opsigt.

For efter han i 2017 kom i søgelyset som mistænkt for blandt andet de to voldtægter, forsøgte han ad flere omgange – og på forskellig vis – at undgå at blive retsforfulgt.

Blandt andet hævdede han i 2020 til et medie, at han kun havde uger tilbage at leve i, og kort efter blev der bragt en dødsannonce på nettet, hvor det blev hævdet, at han var sovet ind den 29. februar 2020.

Der blev dog sået tvivl om ægtheden af den melding.

Efterfølgende stod det da også klart, at Nicholas Rossi i virkeligheden var flygtet til Skotland, hvor han påstod at hedde Arthur Knight.

Det hele sluttede dog ifølge BBC, da han i 2021 blev indlagt på en corona-afdeling på et hospital i Glasgow, hvor ansatte genkendte ham ud fra et politifoto og karakteristiske tatoveringer fra en Interpol-efterlysning.

Efter han blev konfronteret med det, hævdede Nicholas Rossi dog, at han var en irskfødt forældreløs mand, der aldrig havde været i USA.

Han kunne dog hverken fremvise fødselsattest eller pas.

Ved en række retsmøder ved Edinburgh Sheriff Court fastholdt han, at han var offer for en identitetsforveksling.

I 2024 blev han dog udleveret til USA, efter myndighederne havde fået slået fast, at han altså var identisk med den efterlyste mand.

Under retssagen lød det ifølge NBC News fra sagens efterforskere, at man havde identificeret mindst et dusin dæknavne, som Rossi havde brugt over årene for at undgå at blive fanget.

Nicholas Rossi endte ifølge BBC under en høring til sidst med at indrømme sin identitet.