2. og 4. januar besøgte en socialrådgiver en adresse i den britiske by Skegness. Ingen af gangene lykkedes det hende at få kontakt med husets beboere, og begge gange kontaktede hun politiet.

9. januar besluttede hun – via en nøgle, hun fik af udlejeren – selv at lukke sig ind. Synet, der mødte hende, var tragisk.

Det skriver Daily Mail.

I hjemmet lå den kun 2-årige dreng, Bronson Battersby, død i sin pyjamas ved siden af sin far, Kenneth, der menes at have fået et fatalt hjerteanfald omkring 29. december.

Nu langer moren, Sarah Piese, ud efter de sociale myndigheder. Hun så sidst sin søn før jul, efter hun havde haft et skænderi med faren.

»Hvis de sociale myndigheder havde gjort deres arbejde, ville Bronson stadig være i live. Men de gjorde ikke noget. Jeg kan ikke tro det. De må ikke slippe af sted med det. Vi er nødt til at kunne stole på, at socialarbejderne beskytter vores børn,« siger hun til The Sun.

Hun har fået resultatet af sønnens obduktion, og ifølge den døde drengen af sult. 

»Det betyder, at hvis socialrådgiveren havde presset på for at komme ind, da hun ikke fik noget svar den 2. januar, så ville Bronson stadig have været i live,« siger Sarah Piese.

Kenneth havde en hjertesygdom, og de sociale myndigheder havde kategoriseret Bronson som et 'sårbart' barn. Deraf de ugentlige besøg fra myndighederne.

Ifølge The Sun er den pågældende socialrådgiver ikke blevet suspenderet, men har frivilligt taget fri.

Heather Sandy, direktør for børneforsorgen, kalder det for en tragisk hændelse.

»Vi gennemgår sagen sammen for bedre at forstå omstændighederne, og vi afventer også resultaterne af retsmedicinerens undersøgelser,« siger hun.

Politiet oplyser, at de har efterforsket sagen, og dødsfaldene betegnes som ikke-mistænkelige.