Forfærdelig tragedie: Lille dreng fundet livløs i bil – havde siddet der knap ni timer
Efterfølgende blev temperaturen inde i bilen målt til 47 grader.

Efterfølgende blev temperaturen inde i bilen målt til 47 grader.

Lige omkring ni timer.
Så længe nåede en lille dreng efter alt at dømme at sidde låst inde i en bil, før han blev fundet. Men der var det desværre for sent.
En yderst tragisk sag fandt onsdag sted i den amerikanske delstat Georgia.
Der er en mor blevet anholdt og sigtet, efter hendes et-årige søn blev fundet livløs i hendes bil, mens hun selv var på arbejde på et nærliggende hospital, skriver People.
Politiet rykkede ud til stedet efter at være blevet tilkaldt af en anden hospitalsansat, som fortalte, at der befandt sig et livløst barn i en låst bil på en medarbejderparkeringsplads i byen Lawrenceville.
Omkring klokken 15.50 ankom betjente og hjælp til stedet – men selvom man forsøgte at give livreddende førstehjælp, var der ikke noget at gøre.
Den lille dreng var allerede afgået ved døden.
Efterfølgende blev temperaturen inde i bilen målt til 47 grader.
Ifølge den lokale politiinspektør, Dena Pauly, har drengens mor, Deja Coleman, fortalt, at hun er »knust« over sønnens død.
På et pressemøde har Pauly ifølge People – som henviser til medierne CBS Atlanta og KBTX – også forklaret, at moderen har fortalt, at hun ankom på arbejde klokken 06.55 den morgen.
Forinden havde Deja Coleman kørt sine to andre børn i dagpleje – men hun har forklaret, at hun glemte at tage sit yngste barn med ind.
På pressemødet, der blev afholdt torsdag, opfordrede Dena Pauly til, at man husker at få søvn nok:
»Sænk farten. Sæt farten i livet ned,« sagde hun og tilføjede:
»Hvis du har brug for hjælp, så søg hjælp. Sørg for at få nok søvn. Sørg for at passe på dig selv, så du kan passe på dine børn.«
Ifølge National Safety Council har der hidtil i år været 17 dødsfald blandt børn i overophedede biler i USA, skriver People.