»Noah knuste vores hjerter i småstykker, og Charlie tog, hvad der var tilbage.«

Sådan siger britiske Charlie Corcoran, efter han og hans kone, Sharon, mistede begge deres sønner inden for en måned sidste sommer.

Til det engelske medie Daily Mirror fortæller de nu for første gang om tabet af Charlie jr. på tre år og Noah, der kun blev seks timer gammel.

Begge var diagnosticeret med sygdommen polymicrogyria, der er en sjælden medfødt neurologisk sygdom.

Charlie jr. blev født i juni 2005 og blev tre uger efter diagnosticeret med sygdommen.

I december 2017 fandt det britiske par fra Neasden i det nordvestlige London så ud af, at Sharon Corcoran var gravid igen. Men glæden var kort.

Hurtigt fandt lægerne ud af, at baby Noah havde den meget alvorlige medfødte hjertesygdom hypoplastisk venstre hjertesyndrom. Samtidig fik de at vide, at deres ufødte barn – ligesom Charlie jr. – også havde polymicrogyria.

Derfor skulle Sharon altså føde Noah vel vidende, at han med al sandsynlighed ikke ville overleve.

»I det øjeblik, han blev født, troede lægerne, han ville dø, men han holdt ud i seks timer. Det var meget hårdt, og som timerne gik, blev vi mere og mere håbefulde. Jeg har aldrig grædt så meget,« fortæller Charlie Corcoran og fortsætter:

»Lige før han døde, lagde jeg ham på Sharons bryst. Han åbnede øjnene og kiggede på Sharon. Alle i rummet græd.«

Helt knuste endte parret med at tage hjem med sammen med Charlie jr. Her tilbragte de tre uger sammen, inden forældrenes mareridt fortsatte.

To dage efter hans fødselsdag begyndte Charlie jr.s helbred nemlig at gå den forkerte vej, og han kom hurtigt på hospitalet.

Han døde 4. juli – kun 23 dage efter Noahs død.

»Vi bliver aldrig de samme igen. Hver eneste gang, jeg ikke ønsker at være her, tænker jeg 'Jeg er nødt til at kæmpe for dem',« fortæller Sharon Corcoran.

Siden er parret blev testet for, hvem af dem der bærer den genetiske sygdom, men de har ikke kunnet få et klart svar. Det eneste, de ved, er, at der er 25 procent sandsynlighed for, at en af dem har polymicrogyria-genet.

»Lige siden de forlod os, har vi eksisteret i stedet for at leve. Vi er tomme. Vi prøver bare at komme gennem hver eneste dag. Det hårdeste er ikke at have vores drenge og prøve at leve uden dem,« siger Charlie Corcoran.