Britisk politi bekræfter en alvorlig hændelse ved en synagoge i den britiske by Manchester.

Fire personer er såret, skriver BBC. Deres tilstand er ukendt i skrivende stund.  En af de sårede er sikkerhedsvagt ved synagogen.

Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Politiet bekræfter, at man har skudt en gerningsmand, der har angrebet folk både med at påkøre dem og ved brug af kniv. Hans tilstand er ukendt. 

'Politiet blev tilkaldt til Heaton Park-synagogen 9.31 lokal tid af en borger, der sagde, han havde set en bil køre imod en gruppe borgere. En mand skulle også være stukket ned'. 

'Skud blev affyret af politiet i Manchester klokken 9.38 mod den mistænkte. Ambulancereddere ankom 9.41 for at hjælpe i alt fire borgere, der er såret både fra knivstik og fra at være ramt af bilen,' melder politiet i Manchester. 

Man beder lokalbefolkning om at holde sig fra gerningsstedet. Billeder fra stedet viser, at anti-terrorenheder er på plads, men politiet har ikke erklæret det for et terrorangreb for nu. 

En video florerer på sociale medier, der skulle vise øjeblikket, hvor politiet skyder den mistænkte, og hvor man kan se en person alvorligt såret. Det er ikke bekræftet, om der er tale om billeder fra hændelsen. 

Hændelsen sker på den jødiske højtid Yom Kippur, hvor mange jøder er i synagoge for at markere helligdagene. 

På X skriver den britiske premierminister Keir Starmer, at han er 'forfærdet' over angrebet.

»Det faktum, at det har fundet sted på Yom Kippur, den helligste dag i den jødiske kalender, gør det hele mere forfærdeligt,« skriver han og sender tanker til de påvirkede og redningspersonalet.

Sky News skriver, at Starmer, der er til stede i København til EU-topmøde, haster hjem til England for at holde et akut møde om situationen.