En elbil er drønsmart.
Især hvis man husker at lade den op. Ellers kan det skabe et kaos uden lige.
Og lige præcis et kaos blev skabt, da en Tesla på et meget uheldigt tidspunkt løb tør for størm.
»Perfekt, en Tesla løb tør for batteri og stoppede ved rampen til et femetagers parkeringshus ved Westfield. Det har varet tre timer, og jeg tæller stadig,« skrev en bruger på Reddit og delte billeder af en Tesla, der spærrede for al trafikken i parkeringshuset.

På Reddit blandede flere brugere sig i debatten, hvor ingen rigtig havde ondt af føreren af Teslaen.
»I betragtning af den enorme rækkevidde, de biler har, er der virkelig ingen undskyldning for det her,« skriver en anden bruger. Flere hundrede tilkendegav en enighed ved at trykke 'synes godt om' på kommentaren.
Ud fra billederne at dømme så var det en Tesla Model S, der gik i stå på rampen. Sådan en fætter har ellers en rækkevidde på 637 kilometer.
Ti biler endte med at blive involveret i kaosset.
Episoden endte med, at et parkeringshold måtte komme og hjælpe Teslaen og guide de ti biler, der var bagved, rundt om den.
Derefter tog Tesla parkeringshjælp affære og hjalp bilen væk, skriver The Sun.

