En tre liters vodka har vakt stor debat i Norge de seneste dage.
På hylderne i landets forretninger, hvor nordmændene køber deres foretrukne spiritus, er der nemlig kommet en forholdsvis ny vare til.
Det er en tre liters vodka, der kommer som 'bag in a box', ligesom man kender fra vin, og det har nu fået flere til at slå alarm. Det skriver Dagbladet.
Flere frygter nemlig, at papvodkaen vil være medvirkende til at forværre og forøge antallet af alkoholproblemer.
Det kommer blandt andet til udtryk på de sociale medier, hvor der er kommet et væld af stærke reaktioner fra både privatpersoner og organisationer, der arbejder med stofmisbrug.
Anders Heger, som er samfundsdebattør, skriver blandt andet på Twitter, at salget »vidner om et meget lavt refleksionsniveau, og at det er helt absurd« samtidig med, han sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor vinmonopolet overhovedet sælger vodkaen i så store mængder.
Herudover kræver rusfeltets samarbejdsorgan Actis samt alkoholorganisationen Av-og-til, at papvodkaerne bliver fjernet fra hylderne, for de frygter, at salget af vodka vil stige markant.
»At sælge alkohol i liter er det samme som at bede om øgede skader og problemer som følge af alkohol,« fortæller Lars F. Hjetland, der er generalsekretær i Actis, til Dagbladet.
Hos Vinomonopolet forstår man udmærket Actis og Av-og-tils bekymringer. Men alligevel påpeger deres kommunikationsdirektør Halvor Bing Lorentzen overfor Dagbladet, at de ikke vil stoppe salget, så længe det er et lovligt produkt.
Hertil understreger han, det ikke er alle forretninger, der har den tre liters 'papvodka' som en fast del af sortimentet.
Sidste år blev der solgt 3,9 millioner liter vodka i Norge.


