Billederne fra den nordvestlige storby Portland i USA har vakt opmærksomhed over store dele af det enorme land.

Granvoksne personer i oppustelige dyrekostumer er blevet den seneste del af protesterne mod Donald Trump og hans immigrationsbetjente.

'Operation Inflation' – eller 'Operation Oppustning' på dansk – er navnet på den nye bevægelse, som er ved at vinde frem i det nordvestlige USA.

Den fik for alvor fart tidligere på året, da den amerikanske præsident, Donald Trump, tog beslutningen om at sende tropper fra Nationalgarden til delstaten Oregons største by, Portland, for at hjælpe de lokale myndigheder.

I stigende grad havde de nemlig problemer med at beskytte bygninger, der huser og assisterer immigrationsmyndighederne og deres udskældte ICE-agenter, lod Donald Trump forstå.

Præsidenten kaldte blandt andet Portland for 'krigshærget' og en 'krigszone', efter han havde set billeder fra byen, hvor demonstranter mødte talstærkt op foran en ICE-bygning. Flere af de demonstrationer har også udviklet sig til opgør mellem demonstranter og politi.

Demonstranter på venstre side og politi på højre side i Portland, Oregon. Flere demonstrationer har udviklet sig voldsomt de seneste uger.
Demonstranter på venstre side og politi på højre side i Portland, Oregon. Flere demonstrationer har udviklet sig voldsomt de seneste uger. Mathieu Lewis-Rolland/AFP/Ritzau Scanpix

Trump beskrev demonstranterne som 'hjemlige terrorister' og sagde, at han var klar til at autorisere 'fuld styrke' for at få byen under kontrol.

Og her kommer Brooks Brown ind.

Han er en af personerne bag 'Operation Inflation'.

Deres formål beskrives helt simpelt på hjemmesiden af samme navn.

En demonstrant i et Kapivar-kostume foran immigrationsmyndighedernes hovedkvarter i Portland, Oregon.
En demonstrant i et Kapivar-kostume foran immigrationsmyndighedernes hovedkvarter i Portland, Oregon. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

»Operation Inflation udleverer gratis oppustelige kostumer til medlemmer af samfundet, så de kan bære dem til demonstrationer mod ICE for at hjælpe med at tage luften ud af den alvorlige stemning omkring demonstrationerne.«

Og til NBC News fortæller Brooks Brown om overvejelserne i at uddele oppustelige dyrekostumer gratis til folk.

»Folk bør have muligheden for at demonstrere. De bør have muligheden for at få deres stemme hørt,« siger han.

Årsagerne til, at der er tale om netop dyrekostumer som frøer, enhjørninger, pandaer, drager og andet, er ganske simple.

En person i et oppusteligt frøkostume i Portland, Oregon, 3. oktober.
En person i et oppusteligt frøkostume i Portland, Oregon, 3. oktober. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

For det første er det svært at genkende de personer, der har dem på. Og for det andet:

»Hvis de er fjollede og siger, at vi er onde, så har vi tænkt os at være fjollede for at vise, hvor onde de er,« forklarer Brooks Brown videre.

Det er ikke gået ubemærket hen, at dansende folk i oppustelige dyrekostumer er blevet en fast bestanddel af demonstrationer mod ICE og de lokale ordenshåndhævere i Portland, Oregon.

Den californiske guvernør Gavin Newsom, der selv har protesteret kraftigt mod Donald Trumps brug af ordensmagten samt Nationalgarden i flere amerikanske byer, er blandt dem, der har opdaget det fremvoksende fænomen.

Donald Trump har kaldt Portland, Oregon, for 'krigshærget' og en 'krigszone'.
Donald Trump har kaldt Portland, Oregon, for 'krigshærget' og en 'krigszone'. Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix

I et opslag på X delte Gavin Newsoms pressehold en video af en række dansende folk i oppustelige dyrekostumer i Portland og skrev:

»VI HAR FUNDET KRIGSZONEN I PORTLAND PETE !!«

En klar sarkastisk reference til Donald Trumps krigsminister, Pete Hegseth.

På trods af slogannet 'Pust op for at tage luften ud af' fra bevægelsen, så har Donald Trump ikke valgt at punktere sit forsøg på at få Portland under kontrol.

Og netop nu ligger byen og delstaten Oregon i et retligt opgør med præsidenten om lovligheden i at sende tropper til byen.

De oppustelige frøer, enhjørninger og pandaer kan danse videre en tid endnu.