Melania Trump besøgte torsdag Texas for at vise, at hun kerer sig om migrantbørn. Jakken sagde noget andet.

Da USA's førstedame Melania Trump torsdag rejste af sted for at besøge et af de centre, hvor migrantbørn, der er blevet adskilt fra deres forældre, opholder sig, endte hendes jakke med at stjæle en stor del af opmærksomheden.

'Jeg er virkelig ligeglad, er du?'

Sådan stod der skrevet på ryggen af den militærgrønne jakke (oversat fra: 'I really don't care, do you?'), som Melania Trump - der er gift med den amerikanske præsident Donald Trump - bar, både da hun forlod Washington, og da hun vendte tilbage til Det Hvide Hus.

Her kan jakkens tekst ses.
Her kan jakkens tekst ses. Foto: MANDEL NGAN
Vis mere

Den usædvanlige jakke og påskrift fik flere journalister både under og efter besøget på centeret til at spørge, hvilket signal førstedamen havde ønsket at sende. Hertil svarede hendes talsmand Stephanie Grisham:

»Det er en jakke. Der er intet skjult budskab. Efter dagens vigtige besøg i Texas håber jeg ikke, at medierne nu vil fokusere på hendes garderobe.«

Ikke længe efter Grishams forsøg på at afdramatisere situationen, meldte præsident Donald Trump sig på banen. Ifølge ham var jakken en bevidst kritik af medierne.

''Jeg er virkelig ligeglad, er du?', som der stod på ryggen af Melanias jakke, refererer til Fake News-medierne. Melania har lært, hvor uærlige de er, og hun er helt ærligt ligeglad,' skriver præsidenten på Twitter.

Hovedpersonen selv skiftede til en anden jakke, inden hendes fly landede i Texas.

Her var hun på besøg på et center, der huser 55 migrantbørn. Selv om hun under besøget var blevet adspurgt om sin beklædning, var hun igen iført sin grønne jakke med påskriften på ryggen, da hun vendte tilbage til Washington.

Melania Trump.
Melania Trump. Foto: CHIP SOMODEVILLA
Vis mere

/ritzau/AP