Kritikken væltede ind, da Melania Trump havde holdt sin tale.
»Jeg troede aldrig, at jeg skulle finde nogen, der lider mere af vrangforestillinger end Donald Trump,« som den kendte forfatter – og Trump-kritiker – Don Winslow hurtigt skrev på X:
»Jeg tog fejl.«
For ifølge Huffington Post havde USAs førstedame i en tale i Det Hvide Hus torsdag i anledning af 'Women's History Month' valgt at fremhæve en lidt overraskende person.
Sig selv.
Her lød det eksempelvis:

»I ensomhed danser mit kreative sind og fylder min fantasi med originalitet,« sagde Melania Trump og fortsatte i samme spor med at opremse sine forskellige roller:
»Mor, humanist, filantrop og iværksætter.«
Hun roste også sig selv for arbejdet med den ellers stærkt kritiserede dokumentarfilm 'Melania' med ordene:
»Jeg styrede den kreative retning, fungerede som producer, klarede efterbearbejdningen og aktiverede marketingkampagnen,« lød det.
Melania Trump fremhævede også sin nysgerrighed som en egenskab, der har åbnet døre inden for mange brancher som »mode, digitale områder, forlagsvirksomhed, accessoires, hudpleje, kommerciel tv og selvfølgelig filmproduktion.«
»Som visionær ved jeg, at succes ikke sker på én nat. Ofte alene på toppen følger jeg min passion. lytter til mine instinkter og bibeholder et krystalklart fokus.«
Den kendte journalist og tv-vært Mehdi Hassan beskriver på X, hvad han synes med ét ord:
»Komisk.«

Skribenten Julian Andreone fra Dropsitenews skriver ligeledes på X:
»Det er sådan mig og mine venner taler til hinanden på vej hjem fra en bar. Hvordan kan hun mene det?«
Og faktisk flyder X nærmest over med lignende kommentarer om førstedamens beskrivelser af sig selv. Som det også lyder her fra pr-specialisten Bob Pickard:
»Et pr-tip for professionelle: Man skal aldrig betegne sig selv som det, man gerne vil have andre til at kalde sig. Vis det, sig det ikke. At kalde sig selv 'visionær' er værdiløst, når det kommer fra dig selv. Hvis det kommer fra andre, betyder det faktisk noget.«

