Hustru. Mor. Bedstemor. Tidligere 'second lady' og nu også førstedame.

69-årige Jill Biden har mange titler, men én af dem er hun særlig glad for:

Hun er nemlig først og fremmest lærer og professor. Og det bliver hun ved med at være.

Når Joe Biden onsdag overtager præsidentposten efter Donald Trump, bliver hans hustru, Jill Biden, den første præsidentfrue, der holder fast i sit civile job.

Jill Biden er den første præsidentfrue, der holder fast i sit civile job, mens hendes mand sidder i Det Hvide Hus. (Arkivfoto)
Jill Biden er den første præsidentfrue, der holder fast i sit civile job, mens hendes mand sidder i Det Hvide Hus. (Arkivfoto) Foto: JIM WATSON
Vis mere

Bag enhver succesfuld mand står en stærk kvinde, siger en gammel talemåde.

Og selvom USAs kommende førstedame er en både solid og fast støtte for sin mand, så insisterer Dr. Jill Biden på at være meget mere end det.

Hun er ifølge amerikanske medier i fuld gang med at ansætte sit eget personale i Det Hvide Hus, og hun har allerede proklameret, at hun udvider teamet omkring førstedamen i East Wing, hvor præsidentfruen residerer.

CNN og andre medier skriver, at hun har ansat pressefolk samt personale, som skal arbejde med projektet 'Joining Forces'. Et projekt, hun og Michelle Obama startede i fællesskab under Barack Obamas embedsperiode. Ansættelserne tyder på, at arbejdet med veteranfamilierne bliver en af hendes mærkesager.

Doktor Jill Biden. Bemærk det lille 'Dr.' foran hendes navn.

Den nye præsidentfrue har skrevet en ph.d., og det lægger hun ikke skjul på, at hun er stolt af.

Før jul skrev forfatter Joseph Epstein en klumme i Wall Street Journal, hvor han beskyldte Jill Biden for at latterliggøre sig selv ved at holde fast i doktortitlen.

»Madame Førstedame – Fru Biden – Jill – lille ven. Er der en chance for, at du kunne droppe 'Dr.' foran dit navn?' 'Dr. Jill Biden' lyder og føles falsk, for ikke at sige tegneserieagtigt,« skrev han.

Indlægget udløste en sand shitstorm fra ikke mindst fremtrædende kvinder over hele USA, som beskyldte Joseph Epstein for at være både nedladende og sexistisk.

Jill Biden selv fastholder sin titel – ifølge iagttagere for at slå fast, at kvinder også har en profession ud over at være mødre og ægtefæller.

»Det er noget af det, jeg at allermest stolt af. Jeg arbejdede så hårdt for den titel,« sagde hun selvom virakken, da hun og hendes mand i december deltog i tv-showet 'The Late Show' med Stephen Colbert.

Når Joe Biden 20. januar bliver De Forenede Staters 46. præsident, er han med sine 78 år den ældste nyvalgte præsident, der nogensinde er blevet taget i ed over there.

Sådan så det ud, at Joe Biden blev taget i ed som vicepræsident tilbage i 2009. (Arkivfoto)
Sådan så det ud, at Joe Biden blev taget i ed som vicepræsident tilbage i 2009. (Arkivfoto) Foto: Jim Bourg
Vis mere

Men den nye præsident er altså ikke den eneste, der skriver historie i næste uge.

Hans kone har fra starten proklameret, at hun beholder sit job som underviser på Northern Virginia Community College.

»Jeg tror, hendes pointe med at holde fast i, at hun er doktor og professor, er, at hun vil vise, at hun er opmærksom på, at kvinder bliver af-professionaliseret,« siger politisk analytiker dr. Jeanine Kraybill til tv-stationen 23 ABC.

»Hun ønsker at synliggøre og ophøje sin rolle som erhvervsaktiv kvinde og rollen som lærer,« tilføjer hun.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: JIM WATSON
Vis mere

Jill Biden ventes af samme grund at bruge sin førstedamerolle til at sætte lys på undervisningen som en vej til at give unge en bedre fremtid.

Selvstændig kvinde eller ej? Der er ifølge amerikanske iagttagere ingen tvivl om, at Jill Biden vil være en vigtig støtte og rådgiver for sin mand i hans nye job.

Præcis som hun har været i de over 40 år, de har haft papir på hinanden.

Historien om deres kærlighed er velkendt:

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Carlos Barria
Vis mere

Jill Biden var den frelsende engel, der trak Joe Biden ud af sorgen, da han som nyvalgt kongresmedlem i begyndelsen af 70erne pludselig blev enkemand og enlig far til to små drenge.

Anekdoterne fortæller også, at han måtte fri til hende fem gange, før hun sagde ja.

Den udadvendte Jill Biden er Melania Trumps diametrale modsætning.

Den afgående førstedame gjorde en dyd ud af at leve et mere tilbagetrukket liv og valgte i første omgang at blive i New York frem for at flytte med sin mand ind i Det Hvide Hus. Det skete af hensyn til parrets søn Barron.

Jill Biden vil givetvis gå til rollen på en anden måde.

Men det er ikke uden problemer, at Jill Biden holder stædigt fast i sin identitet som lærer, påpeger Berlingskes udlandsredaktør, Birgitte Borup.

»Jill Biden vælger at ophøje hverdagen, lønsedlen og det almindelige kvindeliv ved at fortsætte sin lærergerning. Det er sympatisk, men det kan også blive frygteligt kedeligt,« skrev hun om Jill Biden efter valget i november.

De kommende fire år vil vise, om hun får ret.