For første gang nogensinde er personer i Europa blevet smittet med den meget omtalte og frygtede zikavirus via myg.

Der er tale om i alt tre personer - og alle tre er fra den samme by i Sydfrankrig.

Det oplyser Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Det er Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol (ECDC), der har fundet de tre tilfælde af infektion med zikavirus.

Ifølge ECDC har ingen af de tre personer rejst til områder med kendt risiko for smitte med zikavirus.

'Derfor er det sandsynligt, at de er blevet smittet ved deres hjem i Sydfrankrig. Det er sandsynligvis sket i perioden slut juli/start august 2019,' lyder det i pressemeddelelsen fra SSI.

Alle tre er fra byen Hyères i Var-departementet i Sydfrankrig.

Ingen grund til undgå rejser til Sydfrankrig

Det er første gang, der er fundet myggeoverført smitte med zikavirus i Europa. En af de myg, som kan overføre sygdommen - den såkaldte tigermyg - findes dog i Sydeuropa.

»Derfor er det ikke helt uventet at se myggeoverført smitte med zikavirus i Europa,« siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI i pressemeddelelsen.

Siden man fandt de tre tilfælde, er der lavet tiltag for at kontrollere myggebestanden lokalt for at undgå nye tilfælde.

Til trods for at tre personer er blevet smittet med zikavirus, anser ECDC fortsat den aktuelle risiko for infektion i Europa for meget lav. Også for gravide og deres fostre.

Den vurdering deler man hos SSI.

»Der er ikke nogen grund til, at gravide bør undgå at rejse til det sydlige Frankrig. Det tilrådes dog, at man beskytter sig mod myggestik,« siger Peter Henrik Andersen.

Den frygtede zikavirus kom på alles læber tilbage i 2015 og 2016.

I den periode kom det frem, at flere babyer i især Brasilien var blevet født med unormalt små kranier og diagnosen mikrokefali, efter deres mødre var blevet smittet med zika i løbet af deres graviditet.

Frygten for zika toppede under OL i Brasilien i sommeren 2016.