Tirsdag annoncerede Sundhedsstyrelsen, at udvalgte danskere med et svært nedsat immunforsvar nu tilbydes fjerde vaccinestik.

Men noget tyder på, at det næppe er nok.

I hvert fald ikke nok til at forhindre smitte med omikron.

I Israel – som var det første land i verden, der tilbød fjerde stik – har forskere fra hospitalet Sheba Medical Center i Tel Aviv siden december fulgt lidt over 270 borgere, som har fået fjerde vaccinestik med enten Pfizer eller Moderna og en kontrolgruppe, som endnu ikke har. Det er det første studie af fjerde vaccinestiks effekt på verdensplan.

Der er tale om en forundersøgelse, idet studiet endnu ikke er helt færdigt og derfor ikke er fagfællebedømt.

Men konklusionen synes allerede at være klar:

Fjerde stik giver kun en begrænset beskyttelse mod smitte med omikron. Det skriver The Times of Israel.

»Vaccinen, som var meget effektiv mod de tidligere varianter, er mindre effektiv mod omikronvarianten,« siger professor Gili Regev-Yochay, som stod i spidsen for den israelske undersøgelse, til det israelske medie.

»Vi ser en stigning i antallet af antistoffer, som er højere end efter tredje dosis. På den anden side ser vi også, at mange bliver smittet med omikron, når de har fået fjerde stik. Det er en anelse færre end i kontrolgruppen (som har fået tredje stik, red.), men der er stadig mange infektioner,« fortsætter han.

Hvis de foreløbige konklusioner bliver bekræftet, når studiet er færdigt – og hvis studiet bliver godkendt af fagfæller – peger det unægtelig i retning af, at der er behov for at udvikle nye vacciner, som beskytter bedre mod mitte med omikron.

Andre studier har vist, at de nuværende vacciner beskytter markant dårligere mod smitte med omikron i forhold til de tidligere coronavarianter efter to eller tre stik. Studier har imidlertid også vist, at vaccinerne giver god beskyttelse mod alvorlig sygdom i tilfælde af smitte med omikron.

Både Pfizer, Moderna og flere andre vaccinefirmaer er i gang med at udvikle vacciner, som er skræddersyet til den meget smitsomme coronavariant. De forventes dog tidligst klar til foråret, forlyder det.