Den 26-årige demonstrant Erfan Soltani ventes at blive henrettet af de iranske myndigheder onsdag.
Det fortæller en af Soltanis pårørende til det britiske medie BBC.
Soltani blev ifølge familiemedlemmet anholdt torsdag under demonstrationer mod det iranske styre nær den iranske hovedstad, Teheran.
Efterfølgende har en domstol afgjort, at han skal henrettes.
- I en ekstremt hurtig proces - inden for to dage - udstedte domstolen en dødsstraf, siger familiemedlemmet til BBC.
Den iransk-kurdiske menneskerettighedsorganisation Hengaw har også meddelt, at Erfan Soltani skal henrettes onsdag, skriver Reuters.
Demonstrationerne i Iran begyndte 28. december. De blev affødt af utilfredshed med en ekstremt høj inflation i landet, men har siden udviklet sig til en generel kritik af det iranske præstestyre.
Ifølge den iranske organisation HRANA har flere end 2500 personer mistet livet i forbindelse med protesterne, hvor demonstranter og sikkerhedsstyrker har været i sammenstød med hinanden.
Tallet er dog ikke bekræftet af uafhængige kilder.
Der har ikke tidligere været meldinger om, at demonstranter er blevet henrettet af myndighederne.
/ritzau/