Første person reddet ud af oversvømmet hule i Laos
En af de syv personer, som er fanget i hulen, er blevet reddet ud.

En af de syv personer, som er fanget i hulen, er blevet reddet ud.

Den første af i alt syv personer, er blevet reddet ud af en oversvømmet hule i det sydøstasiatiske land Laos.
Det skriver de thailandske redningsdykkere på Facebook.
Personerne har været fanget i hulen i over en uge. Tidligere på ugen blev fem personer fundet i live, mens to fortsat er savnet.
Der er tale om lokale fra en landsby i provinsen Xaysomboun, som gik ind i hulen 20. maj for blandt andet at lede efter guld.
Men gruppen blev fanget, da kraftig regn førte til oversvømmelser, som sammen med jordskred blokerede for hulens udgang. Det har det statslige nyhedsmedie Lao Phattha News rapporteret.
Både thailandske og laotiske redningsfolk deltager i eftersøgningen.
Blandt dem er en dykker, som i 2018 deltog i en meget omtalt aktion, der skulle redde 12 drenge, som sammen med deres fodboldtræner var blevet fanget i en oversvømmet grotte i det nordlige Thailand.