Første kendte AI-angreb på statsligt system: 'Det er kun begyndelsen'
Det er verdens første kendte AI-hackerangreb på et statsligt organ.

Det er verdens første kendte AI-hackerangreb på et statsligt organ.

De seneste uger er advarslerne om kunstig intelligens haglet ned.
Blandt andet har den tidligere AI-forsker Jacob Coxon sagt sit job op hos Anthropic og advaret om, at teknologien har potentiale til at »udslette hele menneskeheden«.
Men bekymringerne stopper ikke der.
Nu viser det sig, at kunstig intelligens også kan hacke statslige systemer på eget initiativ, skriver DR.
I flere internationale medier kan man læse om det, der beskrives som verdens første offentligt kendte eksempel på, at kunstig intelligens har hacket en regerings systemer.
Onsdag aften fortalte Australiens premierminister, Anthony Albanese, at den offentlige sundhedsforsikring Medicare er blevet infiltreret af en AI-agent.
AI-agenten fra virksomheden OpenAI tvang sig adgang til private filer, som dog ikke indeholdt personfølsomme oplysninger.
Ifølge Anders Bæk, der er dansk AI-ekspert, bliver det næppe sidste gang, verden kommer til at se AI-hackerangreb mod statslige organer.
»Det er næsten utvivlsomt, at det, vi har set de sidste måneder, det er kun begyndelsen på de her autonome angreb,« siger han til DR.
Tidligere har der været flere eksempler på, at AI-agenter har hacket private virksomheder.
Australiens premierminister har varslet, at hackerangrebet vil blive efterforsket og få et juridisk efterspil.
Onsdag opfordrede OpenAI-direktør Sam Altman i en tale til FNs Sikkerhedsråd til, at der bliver indført »internationale standarder« for kunstig intelligens.