Der var kun én ting at gøre, da et massivt stykke is brækkede af en gletsjer ved Island: Løbe hurtigt.

I begyndelsen ser det ud til, at forsamlingen af mennesker nær Breiðamerkurjökull-gletsjeren i det sydøstlige Island tager det meget roligt. Nogle enkelte træder et par skridt tilbage, da isstykket knækker af, mens andre bliver stående langs bredden og kigger.

Få sekunder senere rejser en bølge sig dog op - og den bliver kun større og større.

Dét fik alle de forsamlede turister til at tage flugten væk fra vandet. Det fremgår af en video, som Stephen Mantler, der arbejder for rejsebureauet Háfjall, har taget af hændelsen, som skete søndag. Det skriver Iceland Monitor.

Ifølge det islandske medie fortæller Stephen Mantler, at så store bølger er sjældne i Breiðamerkurlón-lagunen, hvor gletsjeren findes.

Alligevel var alle turisterne på stedet blevet informeret om, hvordan de skulle reagere, hvis de skulle opstå.

»De var ikke bange, men mere ret begejstrede,« fortæller han ifølge Iceland Monitor til det islandske medie RÚV.

Ingen kom til skade under hændelsen.