I løbet af de fire og et halvt år krigen i Ukraine har varet, har B.T. løbende talt med en af klodens førende krigseksperter.

Ofte har det handlet om de store problemer, som Ukraine kæmper med. Da vi igen talte med den tidligere general i sidste uge, havde noget dog ændret sig.

»Jeg er optimistisk på Ukraines vegne.«

Så præcist lyder det fra den pensionerede australske general Mick Ryan over en telefon fra Brisbane i Australien.

Og det er noget anderledes toner end de mange andre gange, B.T. har snakket med eksperten, der følger krigen i Ukraine tæt og siden den russiske invasion løbende har opdateret sine mange hundredtusinder af følgere på sociale medier om situationen i Østeuropa.

Da vi talte med Mick Ryan i oktober 2022 – omkring et halvt år inde i krigen – handlede det eksempelvis om, hvordan Ukraine havde formået at holde den russiske invasionshær stangen og undgået, at Kyiv var blevet indtaget af Vladimir Putins tropper.

Der er sjælden grund til at smile for den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, i disse dage. Henry Nicholls/AFP/Ritzau Scanpix

Dengang hyldede Mick Ryan den ukrainske ukuelighed og ikke mindst ‘den ukrainske soldat’, som havde været et afgørende element i, at man havde skubbet de russiske invasionsstyrker ud af områderne omkring Kyiv og haft held med at tilbageerobre store dele af hjemlandets territorium.

Ukraine havde fået vendt krigslykken, var pointen dengang.

Men på intet tidspunkt var der tale om decideret optimisme på Ukraines vegne i krigen mod Rusland, som på næsten alle områder er overlegen, når det kommer til ressourcer.

Derfor er optimismen fra Mick Ryan også noget helt nyt.

Men det er ikke en holdning, han står alene med.

I forrige uge kunne B.T. efter samtaler med en række danske eksperter beskrive et lignende billede, hvor ekspert på ekspert var mere positiv på Ukraines vegne end på noget andet tidspunkt under den mere end fire og et halvt år lange krig.

Den mest positive var Ruslandekspert fra DIIS Flemming Splidsboel, der til B.T. sagde:

»Fortællingen om krigen har ændret sig. Ukraine kan måske vinde. De er måske allerede i gang med at gøre det.«

Presset stiger på Rusland og præsident, Vladimir Putin. Vyacheslav Prokofyev/Reuters/Ritzau Scanpix

Helt så positive var henholdsvis Peter Viggo Jakobsen og Claus Mathiesen – begge fra Forsvarsakademiet – ikke. Men også de så mere lyst på situationen for Ukraine end længe.

Førstnævnte kaldte den russiske præsident, Vladimir Putin, ‘mere presset end før’. Og Claus Mathiesen sagde, at ‘det går bedre for Ukraine, end det har gjort længe’.

Årsagerne er mange.

Men blandt de væsentligste er, at Ukraine har formået at udvikle robotsystemer i så stor stil, at landdroner er begyndt at overtage dele af kampen på fronten, hvor Ukraine notorisk mangler mandskab. 

Samtidig har egenproducerede luftdroner betydet, at den ukrainske hær kan ramme Rusland hundrede- og tusindvis af kilometer bag fronten og dermed stække såvel den russiske krigsindsats, økonomi og befolkningens opbakning til krigen.

Det er dog ikke udelukkende positivt for Volodymyr Zelenskyj og Ukraine, slår Mick Ryan fast.

For selvom det går bedre for Ukraine end længe, så er det fortsat ekstremt svært at se en snarlig afslutning på den mere end fire og et halvt år lange og brutale krig.

»Jeg ser ikke, at krigen er ovre snart,« siger Mick Ryan.

»For selvom det går bedre for Ukraine, så skal alt det her munde ud i, at Putin bliver tvunget til forhandlingsbordet. Og det ser bare ikke ud til at ske,« siger han.