Kathleen Chauvin græd, hun grinte, og hun svømmede hen.
»Jeg elsker den mand. Jeg elsker simpelthen den mand.«
Sådan sagde den 57-årige entreprenør gang på gang, mens præsident Donald Trump under nattens TV-transmitterede State of the Union-tale snakkede om immigration, økonomi, arbejdsløshed, udenrigspolitik og den store nye 'america first'-kampagne.
BT var inviteret med til State of the Union--Watching Party i den amerikanske by Novi i staten Michigan.
Det var Michigans republikanske parti, der havde inviteret. Stedet var Fireside Lounge, baren på det lokale Hyatt Hotel.lige ved siden af byens store kongrescenter.
Der var pyntet op i rød, hvide og blå farver. Og fremmødet var næsten 100 procent hvidt.
Før aftenens hovedperson (klokken tre dansk tid) tonede frem på skræmen fra kongressen i Washington DC, greb ihærdige lokale republikanske politikere fat om mikrofonen.
Der var senatskandidater, guvernør-kandidater og en enkelt Secretary of State-kandidat. Og de var alle rørende enige om, at Donald Trump er det allermest fantastiske, der nogensinde er sket i amerikansk politik.
Men ingen kunne matche den begejstring, der emmede ud af Kathleen Chauvin, en syvende generations Detroit'er med dybe rødder i Frankrig.
»Jeg elsker det faktum, at han ikke er politiker. jeg elsker det faktum, at han ikke har noget filter. Jeg er kvinde med stort K. Men jeg kunne ikke tåle synet af Hillary Clinton. Og jeg græd bogstaveligt talt den nat, da Trump vandt. Ingen troede på det. Ingen troede, at en ganske almindelig mand kunne vinde præsidentvalget. Men det skete, og det er fantastisk. I skulle prøve det ... alle lande skulle prøve det,« siger Kathleen Chauvin, mens hun endnu engang svømmer hen over Trump.
»Det er bare en fantastisk historie. Og det er det faktum, at Trump slog eliten i Washington. Amerikansk politik bliver aldrig det samme igen. Og han har udrettet det mest utrolige ting, fordi han har bare er helt ligeglad med, hvad folk mener.«
I det relativt lille lokale, hvor Præsidenten også selv er til stede i form af en fuldstørrelse papfigur ovre i hjørnet, er der godt 100 entusiastiske republikanere tilstede. Ind imellem iskolde Budweiser-øl og fedtede hamburgers bliver der jublet, når Trump rammr en ny mærkesag. Og der bliver buh'et, når demokraternes misfornøjede minoritetsleder Nancy Pelosi dukker frem på skærmen. Ude fra foyeen kommer slagordet 'drill baby drill', netop som Trump begynder at snakke op energipolitik og den amerikanske kulindustri.
