Aktivister beskylder Filippinerne for at lade politiet dræbe i flæng under aktioner mod narkomistænkte.

FN's Menneskerettighedsråd opfordres af en større gruppe lande til at efterforske tusindvis af drab i Filippinerne i forbindelse med præsident Rodrigo Dutertes "krig" mod narkomarkedet.

Det oplyser den Manila-baserede aktivistgruppe iDefend til nyhedsbureauet Reuters.

Island har med støtte fra hovedsageligt andre europæiske lande afleveret et udkast til en resolution, som opfordrer regeringen i Filippinerne til at gribe ind og forhindre henrettelser af personer som led i kampen mod narko.

Det er første gang, at FN's Menneskerettighedsråd bliver opfordret til at forholde sig til problemet.

Præsident Dutertes regering fastholder, at over 5000 mistænkte narkohandlere, som politiet officielt har dræbt i aktioner, alle uden undtagelse satte sig til modværge.

Aktivister påstår derimod, at ofrene ofte er tilfældige mennesker, som hverken anholdes, sigtes eller stilles for en dommer, men uden videre bliver skudt i flæng i politiets aktioner.

Og antallet af dræbte i "narkokrigen" er på mindst 27.000, siden Duterte trådte til som præsident i 2016, påstår aktivister.

Blandt de seneste tilfældige ofre er den treårige pige Myka, som i weekenden blev skudt under en politirazzia ifølge Ellecer Carlos fra iDefend-bevægelsen.

- Her står vi tre år efter (at Duterte indledte sin aktion, red.) med 27.000 dræbte. Blandt dem de allermest fattige. Og det er et konservativt skøn, siger han.

Drabet på den lille pige har vakt stor opmærksomhed i Filippinerne. Torsdag fordømte landets menneskerettighedskommission hændelsen ifølge nyhedsbureauet AP.

Pigen blev ramt af skud i en aktion rettet mod hendes narkomistænkte far, som blev skudt ned sammen med en anden civil person og en civilklædt politibetjent.

Menneskerettighedskommissionen efterforsker drabet på Myka Ulpina, oplyser talskvinde Jacqueline Ann De Guia.

Nedskydningen skete søndag i byen Rodriquez, der ligger øst for hovedstaden Manila.

- Myka Ulpinas liv blev afkortet i hænderne på dem, der svor at beskytte det, hedder det i en erklæring fra kommissionen.

Kommissionen understreger i erklæringen, at den "fordømmer bortgangen af endnu et uskyldigt liv som følge af regeringens krig mod ulovlige stoffer".

/ritzau/