FN's generalsekretær, António Guterres, opfordrer Israel til at ophæve et forbud mod humanitære organisationer, der yder hjælp i Gaza, og er dybt bekymret over udviklingen.

Det siger Guterres' talsmand, Stephane Dujarric, i en udtalelse.

- Dette nylige initiativ vil yderligere forværre den humanitære krise, som palæstinenserne står over for, lyder det.

Guterres "opfordrer til, at denne foranstaltning omstødes og understreger, at internationale ikke-statslige organisationer (ngo'er) er uundværlige i nødhjælpsarbejdet, og at forbuddet risikerer at underminere de skrøbelige fremskridt, der er gjort under våbenhvilen", siger han i udtalelsen.

Israel formente torsdag 37 udenlandske humanitære organisationer adgang til Gazastriben, efter at organisationerne havde nægtet at dele lister over deres palæstinensiske medarbejdere.

Forbuddet omfatter blandt andre Læger uden Grænser (MSF), som har 1200 ansatte i de palæstinensiske områder, hvoraf størstedelen er i Gaza.

Ngo'er, der er omfattet af forbuddet, er blevet beordret til at ophøre med deres aktiviteter senest den 1. marts.

Flere ngo'er har sagt, at kravene er i strid med international humanitær lov eller bringer deres uafhængighed i fare.

Israel har udtalt, at den nye regulering har til formål at forhindre organer, som den beskylder for at støtte terrorisme, i at arbejde i de palæstinensiske områder.

18 ngo'er med base i Israel fordømte torsdag beslutningen om at udstede et forbud mod deres internationale kolleger. Det "krænker centrale humanitære principper om uafhængighed og neutralitet", lød det fra dem.

I oktober sidste år blev der indgået en våbenhvile mellem den militante bevægelse Hamas og Israel. En konflikt mellem de to parter blussede op den 7. oktober 2023, hvor Hamas angreb Israel.

I november lød det fra myndighederne i Gaza, at mere end 70.000 mennesker er blevet dræbt i området siden 7. oktober 2023.

Næsten 80 procent af bygningerne i Gaza er blevet ødelagt eller beskadiget af angrebene, viser tal fra FN.

Omkring halvanden million af Gazas godt to millioner indbyggere har mistet deres hjem. Det oplyser Amjad Al-Shawa, der direktør for det palæstinensiske ngo-netværk i Gaza.

/ritzau/AFP