'Pandemi' er et ord, som vi unægteligt har brugt meget mere i 2020 og 2021, end det har været tilfældet de mange årtier forinden.

Heldigvis tyder alt dog på, at den nuværende pandemi synger på sidste vers.

Men så byder FN sig gerne til og advarer mod det, der kan blive den næste pandemi.

Nemlig tørke.

Det skriver VG.

»Tørke er i færd med at blive den næste pandemi, og der findes ingen vaccine, der kan kurere den,« siger Mami Mizutori, der er specialrapportør ved FNs kontor for kriserisikoreduktion.

Konkret advarer FN mod, at 130 af verdens lande vil blive ramt af tørke, hvis de nuværende klimatal ikke vendes.

Det drejer sig om det meste af Afrika, store dele af Sydamerika, Centralasien, det sydlige Australien, USA, Mexico og Sydeuropa.

Tørken kan gøre områder ubeboelige, og ifølge VG vil det skabe en markant migration, ligesom vandmangel og sult kan være konsekvenser deraf.

»Det kan også indirekte ramme lande, som ikke oplever selve tørken, men som gennem prisstigninger på mad og usikkerhed om fødevarer bliver påvirkede,« siger Mami Mizutori.