FN: Hamas truer og overfalder nødhjælpsarbejdere i Gaza
FN fordømmer nu terrorgruppen Hamas for et mønster af vold og intimidering mod nødhjælpsarbejdere i Gaza.

FN fordømmer nu terrorgruppen Hamas for et mønster af vold og intimidering mod nødhjælpsarbejdere i Gaza.

Væbnede Hamas-folk truer nødhjælpsarbejdere i Gaza og tvinger dem til at stoppe uddelingen af mad til civile palæstinensere.
Sådan lyder det fra FN, der nu indrømmer, at Hamas sætter nødhjælpsarbejderes liv i fare og angiveligt også har overfaldet to lastbilchauffører.
FNs (stedfortrædende) særlige koordinator for fredsprocessen i Mellemøsten, Dr. Ramiz Alakbarov, udtalte i en pressemeddelelse søndag, at humanitære hjælpearbejdere blev tvunget til at stoppe fødevareuddelingen i weekenden efter at bevæbnede folk »tilknyttet de facto-myndighederne med magt trængte ind i Abu Rashids fødevareuddelingspunkt i Jabalia, Nord Gaza.«
De facto-myndighederne i Gaza kan ikke være andre end Hamas, der har fuld kontrol.
»Styrkerne trængte også ind i et WFP-lager (World Food Programme) og overfaldt angiveligt to lastbilchauffører, der leverede humanitære forsyninger... Jeg fordømmer kraftigt de seneste obstruktioner af humanitære operationer i Gaza fra de facto-myndighedernes side, som bragte humanitært personale i fare, intimiderede arbejdere, der leverede livreddende fødevarehjælp, og forstyrrede livreddende humanitære operationer,« tilføjer han.
Selv om FN under krigen har indrømmet, at store dele af nødhjælpen blev plyndret af blandt andre »væbnede aktører« er det tilsyneladende første gang, at organisationen nu eksplicit refererer til Hamas, da terrorgruppen fortsat er den kontrollerende myndighed i Gaza.
I pressemeddelelsen fra Dr. Alakbarov står der også, at de beskrevne hændelser »ikke er isolerede.«
»De er fuldstændig uacceptable og afspejler et stadig farligere mønster af intimidering, vold og obstruktion, herunder smuglerforsøg og misbrug af humanitære operationer. De sætter humanitære arbejdere i fare, forstyrrer leveringen af livreddende hjælp og begrænser yderligere humanitære organisationers evne til at operere på et tidspunkt, hvor civile i hele Gaza fortsat står over for enorme og presserende humanitære forhold,« skriver Dr. Ramiz Alakbarov.
Lokale palæstinensere har tidligere fortalt til B.T., hvordan Hamas har stjålet nødhjælp både under og efter krigen, og hvordan noget af det er blevet solgt på markeder rundt omkring i Gaza til overpriser.
Medier som Washington Post og BBC har berettet om det samme, mens løsladte israelske gidsler har fortalt, hvordan Hamas-folk tog nødhjælp med ned i tunnellerne, herunder mad, som de spiste foran dem.
Den israelske regering samt COGAT - den israelske myndighed der står for koordinering af al nødhjælp til Gaza - har også længe berettet om hvordan Hamas har plyndret store mængder nødhjælp.
Ifølge COGAT er 1,78 millioner tons mad nået ind til Gaza siden våbenhvilen i oktober sidste år og frem til 7 juni i år.
I samme periode er mere end 18.000 tons medicin og medicinske forsyninger kommet ind i Gaza, ifølge COGAT.
FN og andre internationale organisationer klager dog stadig over, at ikke nok nødhjælp kommer ind, og at der er alvorligt behov for at Gaza bliver rehabiliteret og genopbygget.