Et fransk luftangreb i januar kostede 19 civile og tre bevæbnede mænd livet ved en bryllupsfest i ørkenen i Mali. Det siger efterforskere fra FN tirsdag.
Frankrig har oplyst, at kun militante islamister blev ramt i angrebet.
Efterforskerne fra FN's mission i Mali (Minusma) har besøgt landsbyen Bounti i det centrale Mali. Det var her, at angrebet skete den 3. januar.
De har interviewet over 400 mennesker og studeret satellitfotos for at finde ud af, hvad der skete den dag.
- Minusma kan bekræfte, at der blev holdt en bryllupsfest, der bragte omkring 100 mennesker til det sted, der blev ramt. Blandt dem var fem bevæbnede personer, som var formodede medlemmer af Katiba Serma, står der i rapporten.
Katiba Serma er en militant gruppe, der har forbindelse til al-Qaeda.
Ved luftangrebet blev 16 civile og tre af de bevæbnede mænd dræbt på stedet, konkluderer Minusma. Yderligere tre civile døde, da de var ved at blive bragt til et hospital.
Det franske forsvarsministerium afviser tirsdag den konklusion, som FN's efterforskere er kommet frem til.
Ministeriet kritiserer blandt andet, at der er meget uklarhed om, hvilke øjenvidner der har givet oplysninger til FN.
- Det er derfor umuligt at skelne troværdige kilder fra falske vidneudsagn fra mulige terrorsympatisører eller personer, der er under indflydelse (herunder trusler) fra jihadistgrupper, meddeler ministeriet.
Også i sidste uge var der anklager fra lokale embedsmænd i det nordlige Mali om, at seks civile var blevet dræbt i et andet fransk luftangreb. Frankrig siger, at der også her var tale om militante islamister.
Frankrig, som er tidligere kolonimagt i Mali, har omkring 5000 soldater i det vestafrikanske land og dets nabolande.
De franske soldater deltager i kampen mod militante grupper, der har forbindelse til al-Qaeda og Islamisk Stat.
/ritzau/Reuters
