Menneskeretseksperter fra FN vil begynde en efterforskning af 200 drab, som politi i Venezuela beskyldes for at have stået bag. De mange drab er begået siden årsskiftet.

I flere tilfælde er der en mistanke om, at der kan have været tale om summariske henrettelser.

Den mistanke bestyrkes af, at myndighederne i flere tilfælde ikke har fremlagt et dødscertifikat. De har opkrævet gebyr for obduktioner og leveret lig i en lukket kiste "med instruks om ikke at åbne den".

Det siger lederen af en fact-finding mission, der vil efterforske sagen yderligere.

De 200 dræbte tæller også en del ofre, der blev dræbt af politiet i en stor politioperation i slumkvarteret La Vega i den venezuelanske hovedstad, Caracas, den 7.-9. januar.

- Vores foreløbige undersøgelser tyder på, at i hvert fald nogle af de dræbte blev ofre for udenretlige henrettelser, siger missionens leder, Marta Valinas, til FN's Menneskerettighedsråd i Genève.

USA og Brasilien er blandt de lande, der har udtrykt dyb bekymring for det, USA betegner som "en massakre" i La Vega.

Så sent som i weekenden blev mindst 23 mennesker dræbt i sammenstød mellem politi og bandemedlemmer i Caracas, fremgår det fra medier og aktivister.

Valinas tilføjer, at mindst 36 mennesker har været ulovligt tilbageholdt siden september sidste år. Blandt dem er flere journalister.

Også mindst 20 ansatte i sundhedssektoren har været tilbageholdt for at tale kritisk om regeringens indsats i coronapandemien.

- Statens opfattelse af "indre fjender" bliver tilsyneladende mere og mere bredt, konstaterer Valinas.

Venezuelas udsending i rådet afviser anklagerne.

- Endnu en gang fremlægger fact-finding missionen politiseret information uden ligevægt og retfærdighed, siger Venezuelas FN-ambassadør i Genève, Hector Constant Rosales.

De uafhængige eksperter skrev i en rapport i september, at præsident Nicolas Maduros styre har stået bag systematiske krænkelser af menneskeretten, blandt andet i form af drab og tortur.

/ritzau/Reuters