Over 88 procent af alle lastbiler med nødhjælp fra blandt andre FN er blevet plyndret af »bevæbnede aktører« eller sultne palæstinensere i Gaza siden 19. maj.

Sådan lyder det fra FN, der løbende opdaterer data om nødhjælp. Nødhjælpen bliver afhentet fra Gazas grænseovergange og forsøgt distribueret til civile palæstinensere.

2.604 lastbiler er siden 19. maj blevet afhentet ved grænseovergange mellem Israel og Gaza, men 2.310 lastbiler er blevet plyndret, inden de er nået frem til den tiltænkte destination, fastlår FN.

Den plyndrede nødhjælp svarer til 31.134 tons, hvoraf 98 procent er mad.

90 procent af lastbilerne tilhørte FN, mens 7,7 procent tilhørte NGOen World Central Kitchen. FN har afvist Israels tilbud om at lade IDF eskortere lastbilerne ind i Gaza. 

Tirsdag blev knap 300 lastbiler med nødhjælp afhentet af FN og andre NGOer ved grænseovergange, ifølge Israel.

Desuden blev 110 paller med nødhjælp leveret fra luften af Tyskland, Belgien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Canada og Jordan.

FN har advaret gentagne gange om at nødhjælp fra luften udgør en sikkerhedsrisiko for de palæstinensere, der modtager hjælpen på landjorden.

Den bedste og mest effektive måde at få nødhjælp ind til Gaza er ifølge FN via lastbiler ved landegrænserne.

Den omfattende plyndring af lastbiler med nødhjælp har ført til kritik fra Israel. Men også fra palæstinensere i Gaza.

»Hver eneste person, jeg har talt med i Gaza den seneste uge, har fortalt mig præcis det samme: 'Næsten al fødevarehjælp, der kommer ind, bliver stjålet, plyndret eller videresolgt til overpriser; Hamas, klaner, bander, bøller og købmænd stjæler nødhjælp; næsten intet går til trængende mennesker',« skriver Ahmed Fouad Alkhatib på X.

Ahmed bor i USA,  er født i Gaza og har stadig familie i enklaven.