Det britiske flyselskab Flybmi, der har afgange til og fra Esbjerg Lufthavn, må dreje nøglen om. Årsagen skal findes i høje priser på brændstof og Brexit.
Flybmi havde 376 ansatte, 17 fly og fløj til 25 europæiske byer.
En talsperson siger til selskabets hjemmeside, at det er 'med tungt hjerte', at de må gå ud med nyheden.
»Luftfartsselskabet har haft flere vanskeligheder, herunder de seneste prishop på brændstof og prisen på CO2-udledning. Det sidste som en konsekvens af EU's nylige beslutning om at ekskludere britiske fly fra den fulde deltagelse i Emissions Trading Scheme,« siger talspersonen og uddyber:
»De nuværende handels- og fremtidsperspektiver er også blevet alvorligt påvirket af usikkerheden skabt af Brexit-processen, der har ført til vores manglende evne til at hjemføre værdifulde kontrakter i EuropaFlybmi
»De nuværende handels- og fremtidsperspektiver er også blevet alvorligt påvirket af usikkerheden skabt af Brexit-processen, der har ført til vores manglende evne til at hjemføre værdifulde kontrakter i Europa.«
Flybmi har delvist skandinaviske rødder, da SAS frem til 2009 ejede 20 procent af aktierne i selskabet bag, British Midlands International. Derefter købte Lufthansa aktieposten. Flybmi fløj også afgange til Danmark, hvor Esbjerg Lufthavn var samarbejdspartner.
Udover afgange til Danmark havde Flybmi også flyvninger til Norge, Sverige, Tyskland, Frankrig, Italien, Tjekkiet og Polen foruden en række indenrigsflyvninger i England. Sidste år gennemførte selskabet 29.000 flyvninger med sammenlagt 522.000 passagerer.
Den britiske fagforening for piloter, British Airline Pilots' Association, er gået ud med en udtalelse i forbindelse med selskabets konkurs.

»Flybmi's kollaps er frygtelige nyheder for alle ansatte. Desværre havde Balpa (foreningens forkortelse, red.) ingen advarsler eller information fra selskabet overhovedet,« siger fagforeningens formand Brian Strutton.
Han fortæller samtidig, at de næste skridt bliver at tage sig af de nu tidligere ansatte i selskabet, der har danske rødder.
En ekspert fortæller til BBC, at mange mindre flyselskaber kæmper i denne vinter.
»Små flyselskaber, som ikke har den tyngde, som deres større rivaler har, er specielt sårbare. Der er ganske enkelt for mange sæder og ikke nok passagerer,« forklarer rejseekspert Simon Calder til mediet.

