Snart vil passagerer på Air Canada-fly ikke længere blive omtalt som »ladies and gentlemen«, når de modtager instruktioner og beskeder over højtalerne.

Flyselskabet har nemlig besluttet af indføre mere kønsneutrale gloser, når passagerne skal have meddelelser.

'Ladies and gentlemen' bliver derfor skiftet ud med 'everybody' - på dansk: Allesammen. Det skriver CNN-partner CTV.

»Vi ændrer ordlyden i vores beskeder for at modernisere dem og fjerne specifikke henvisninger til køn,« lyder begrundelsen fra en talsperson, som mediet har talt med.

Hvornår ændringerne træder i kraft, er endnu ukendt.

Men de bliver indført for at være imødekommende over for passagerer såvel som personale.

»Vi arbejder hårdt for at sikre, at vores ansatte føler sig som værdsatte medlemmer af Air Canada-familien, ligesom vi også vil sikre os, at vores kunder føler sig komfortable og respekterede, når de rejser med os,« lyder det.

Air Canada har tidligere vundet en pris for at være blandt de arbejdspladser i Canada, der har bedst fokus på diversitet.

Ændringen sker i en tid, hvor blandt andet kønsneutrale trafiklys, CPR-numre og kategorier til prisuddelinger bliver diskuteret.

Air Canada er da heller ikke det første flyselskab på den anden side af Atlanten, der tager et skridt i den kønsneutrale retning.

Tidligere i år indførte Airlines for Americia således yderligere to muligheder, når folk skal indtaste deres køn i forbindelse med køb af flybilletter.

Således kan man nu - foruden at vælge 'mand' eller 'kvinde' - også vælge 'uspecificeret' eller 'ukendt'.