Det er helt i orden at købe en flybillet med mellemlandinger og så ikke tage det sidste fly til slutdestinationen.

Du må altså godt købe en ny flybillet og flyve et helt andet sted hen – uden at flyselskabet med det tomme sæde kan komme efter dig.

Det har en tysk domstol afgjort, efter flyselskabet Lufthansa havde trukket en passager i retten for netop det trick, skriver branchemediet standby.dk.

Det er tilsyneladende en metode, der bliver brugt oftere og oftere af snedige passagerer, der har fundet en måde at spare penge på.

Flypassageren møder ikke op til det fly, der skal fragte personen det sidste stykke af den rejse, personen har bestilt.

Derimod er tricket:

Book en rejse med mellemlandinger. Manden, Lufthansa havde hevet i retten, havde booket en tur fra Oslo til Seattle og retur.

Udrejsen gik som planlagt, men da manden skulle hjem, valgte han at blive i Frankfurt, som var hans mellemlandingslufthavn.

I stedet for at flyve videre til Oslo havde han booket en ny billet til Berlin, som var hans egentlige endestation.

For ved at booke rejsen på den måde blev turen billigere, end hvis manden havde købt Oslo til Seattle og derefter Seattle til Berlin.

Lufthansa er rigtig trætte af tricket, som giver tomme sæder i flyene besvær i lufthavnene, fordi de venter på passagerer, der med vilje aldrig møder op.

Flyselskabet sagsøgte derfor manden for, hvad der svarer til 16.000 danske kroner – men tabte altså.