Fly med svindelanklaget kryptobaron er på vej mod USA
Kryptobaron erkender fejl, men afviser at have bedraget folk. Tirsdag sagde han ja til udlevering til USA.

Kryptobaron erkender fejl, men afviser at have bedraget folk. Tirsdag sagde han ja til udlevering til USA.

Den øverste føderale anklager i New York City, Damian Williams, bekræfter, at FTX-stifteren Sam Bankman-Fried er i det amerikanske forbundspoliti FBI's varetægt og er på vej mod USA.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Tirsdag indvilgede Bankman-Fried i at lade sig udlevere til USA. Her står han anklaget for at have begået en række forbrydelser via sine selskaber.
Ifølge BBC skal finansmanden muligvis møde i retten torsdag morgen lokal tid.
Ved et pressemøde tirsdag kaldte Damian Williams sagen for en af de potentielt største svindelsager i amerikansk historie.
Ifølge retsdokumenter skylder FTX sine 50 største kreditorer næsten 3,1 milliarder dollar svarende til knap 22 milliarder kroner, skriver BBC.
Sam Bankman-Fried grundlagde FTX i 2019 og gjorde det til en af de største børser for kryptovalutaer.
Men FTX gennemgik tidligere i år et bemærkelsesværdigt kollaps.
Siden har rygterne svirret om, at Bankman-Fried tjente stort på børsens fald.
I starten gik en aftale med en anden kryptobørs, Binance, i vasken, hvilket fik investorer til at trække penge ud af platformen med lynets hast. I løbet af 72 timer trak investorer intet mindre end cirka 43 milliarder kroner ud af platformen.
FTX's nye direktør, John Ray, fortalte i sidste uge medlemmer af USA's Kongres, at FTX mistede otte milliarder dollar - 56,4 milliarder kroner - af kundernes penge. Han sagde også, at firmaet fuldstændig koncentrerede "magten i hænderne på groft uerfarne og usofistikerede individer".
I en række interviews og offentlige optrædener har Bankman-Fried siden erkendt, at der er lavet "risikovurderingsmæssige fejl". Men han har afvist, at der skulle være tale om svindel.
Ifølge Reuters har amerikanske myndigheder onsdag sigtet tidligere Alameda-direktør Caroline Ellison og tidligere teknisk direktør i FTX Gary Wang for deres roller i forbindelse med den formodede svindel.
Det står ikke klart, hvad sigtelsernes mere præcise indhold er.
Men Damian Williams siger, at både Wang og Ellison erkender deres skyld og indvilger i at samarbejde med anklagerne.
/ritzau/