Et militærfly med nødhjælp er ankommet til øriget Tonga, der lørdag blev ramt af et stort vulkanudbrud.

Det oplyser New Zealands militær tidligt torsdag morgen dansk tid.

Vulkanudbruddet udløste en tsunami og sendte en sky af aske ind over øgruppen i Stillehavet.

Flyet fra New Zealand er det første til at lande i øgruppens internationale lufthavn efter hændelsen.

Det er vanskeligt for omverdenen at få overblik over omfanget af ødelæggelserne og behovet for mad, medicin og andre former for nødhjælp, fordi Tonga stort set har været afskåret fra al kommunikation.

Det skyldes, at undersøiske kabler, der forbinder øriget med resten af verden, blev ødelagt under vulkanudbruddet.

Onsdag oplyste New Zealands udenrigsministerium, at det vil tage mindst en måned at genetablere kommunikationsforbindelsen til Tonga.

Men det vides, at fire personer omkom, mens adskillige blev såret, i forbindelse med naturkatastrofen. Det meddelte Tongas regering tirsdag i sin første udtalelse efter de dramatiske begivenheder.

I udtalelsen blev hændelsen kaldt for en »katastrofe uden sidestykke«.

På Mango-øen er samtlige huse blevet ødelagt i katastrofen. Blot to huse står stadig på øen Fonoifua, mens der også er store skader på Nomuka-øen.

Evakueringen af beboere på flere af øerne er gået i gang.

Ud over nødhjælpen fra nabolandet New Zealand er FN i gang med at undersøge mulighederne for at sende nødhjælp til Tonga.

/ritzau/Reuters