Flere personer er torsdag aften omkommet efter et flystyrt i nærheden af Örebro Lufthavn i Sverige.

Det oplyser svensk politi på sin hjemmeside. Hvor mange dødsfald, der konkret er tale om, er endnu uvist.

»Flere personer er døde. Det er meget alvorligt. Et totalhavari. Vi har indkaldt alt personale,« lyder det desuden fra politiets pressetalsmand, Lars Hedelin, til Aftonbladet.

Ombord på flyet var i alt ni personer. Heriblandt otte faldskærmsudspringere samt en pilot.

Sammen lettede de i et mindre propelfly fra Örebro Lufthavn ved 19-tiden.

Omkring klokken 19.23 modtog Sø- og flyredningscentralen meldingen om, at flyet var styrtet ned i nærheden.

Ifølge Aftonbladet skulle der i forbindelse med styrtet være opstået brand på flyet, og både redningstjeneste og politi hastede til stedet.

Efterfølgende er flere personer blevet hastet til et nærliggende hospital.

11890 Per Karlsson/TT

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede ulykken, der fandt sted nogle få hundrede meter fra flyvebanen.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, er blandt de mange personer, der har reageret på ulykken. På Twitter skriver han:

'Det er med stor sorg og forfærdelse, at jeg her til aften har modtaget de tragiske oplysninger om flystyrtet i Örebro.'

'Jeg tænker på ofrene, deres familier og kære i denne meget vanskelige tid. Jeg vil udtrykke min dybeste medfølelse.'

Opdateres …