Et fly med mere end 80 mennesker om bord er styrtet ned i Afghanistan, skriver Reuters. Kort efter styrtet brød flyet i brand, forlyder det.
Internationale medier beskriver flyet som 'et passagerfly', men en talsmand for myndighederne siger ifølge Ritzau, at man endnu ikke er klar over, om der er tale om et civilt fly eller et militærfly.
Ifølge de foreløbige oplysninger skulle flyet komme fra det statsejede selskab Ariana Afghan Airlines, men det benægter direktøren fra selskabet imidlertid, ifølge flere internationale medier.
»De fly fra Ariana, som er lettet, er nået frem til deres destinationer og er ikke styrtet. Derfor tilhører flyet, der styrtede, ikke Ariana Airlines,« siger han ifølge BBC.
Flyet styrtede ned nær provinsen Ghazni i distriktet Deh Yak i det centrale Afghanistan.
Området er ifølge internationale medier kontrolleret af Taliban.
Den britiske tv-station BBC citerer en talsmand fra myndighederne for at sige, at styrtet skyldes tekniske problemer.
Ifølge lokale medier var 83 mennesker om bord på flyet, da det styrtede ned mandag omkring klokken 13.10 lokal tid.
Det er endnu uvist, om nogen af de ombordværende er sluppet fra styrtet med livet i behold.
Den afghanske journalist Bilal Sarwary skriver på Twitter, at medlemmer af Taliban var til stede på ulykkesstedet og forsøgte at slukke flammerne i det brændende fly.
Arift Noori, talsmand for guvernøren i Ghanzni, udtaler ifølge internationale medier:
»Et Boeing-fly fra Ariana Afghan Airlines er styrtet ned i Sadi Khel-området i Deh Yak-distriktet i Ghanzni-provinsen omkring klokken 13.10 lokal tid.«
Flyet var på vej fra Afghanistans tredjestørste by, Herat, i den sydlige del af landet til den indiske by Delhi, da det styrtede ned.
Ifølge både BBC og den russiske tv-station RT benægter en direktør fra Ariana Afghan Airlines, at et af selskabets fly skulle være forulykket.
Den engelsksprogede afghanske avis Afghanistan Times skriver dog også på Twitter, at det drejer sig om et fly fra Ariana Afghan Airlines.
Opdateres...
