Et fly, der var på vej fra Las Vegas til New York, måtte pludseligt vende om i luften.

Årsagen var en uhyggelig besked, som en passager efter sigende havde sendt. Inde fra flyet.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Selve hændelsen fandt sted i lørdags, hvor et fly med 150 passagerer ombord blev nødt til at sætte kurs tilbage mod lufthavnen i den amerikanske storby Las Vegas, som det ellers kort forinden havde lettet fra.

Under flyvningen skal en af flyets passagerer - en mand på 25 år - angiveligt have sendt en besked, som skabte bekymring.

Blandt andet skal han have skrevet, at han »ville kapre« flyet.

I beskeden skal han også have skrevet: 'crash ur row only', hvilket kan oversættes til: 'styrt kun din række'.

Af sagens retsdokumenter fremgår det ifølge AP ikke umiddelbart, hvordan beskeden blev sendt, eller hvem den var sendt til.

Politiet i Las Vegas har bekræftet, at man har anholdt en mand, efter man modtog en anmeldelse om, at en person skal have fremsat 'terrorrelaterede trusler' ombord på et fly, der var på vej til lufthavnen Newark, der ligger vest for New York City.

Manden, der skal for retten tirsdag, er blevet sigtet for at have fremsat trusler eller givet falske oplysninger om en terrorhandling.

Hvis han findes skyldig, kan han ifølge AP blive idømt mellem 1 og 20 års fængsel. Det er ikke oplyst, hvordan manden forholder sig til sigtelsen.