Passagererne bad til Gud og forsøgte at sende beskeder til familiemedlemmer i sekunderne, hvor et Delta Air Lines fly mandag nødlandede i North Carolina.
Kort før havde en passager filmet, hvordan et stort stykke metal var blevet fanget og hoppede rundt inde i den ene motor, mens flyet stadig var i luften.
Det skriver CNN.
Klippet har passageren sidenhen lagt op på Twitter med teksten: 'Tak for en åndssvag god nødlanding!'
Avery Porch, der er en af de 150 passagerer på flyet, som mandag var på vej fra Atlanta til Baltimore, fortæller om den pludselige opståede panik på flyet:
»Efter vi hørte bumpet, så vi en masse røg, der kom ind i kabinen, og der begyndte vi for alvor at freake ud.«
Flyet havde været i luften i cirka en time, da piloten fortalte, at det var nødt til at nødlande.
»Jeg tog min telefon, og jeg vidste, at jeg ikke havde forbindelse, men alligevel skrev jeg en besked til min mor… 'Jeg elsker dig',« siger Avery Porchs kæreste, Tyler Kreuger, til CNN.
En tredje passager fortæller, at hun lå og sov, men blev vækket af et pludseligt brag.
Herefter blev kabinen fyldt med røg, og passagererne blev bedt om at spænde selen. Samtidig kunne alle passagerer lugte, at noget brændte.
Flyet nødlandende dog sikkert i Raleigh-Durham International Airport, og motoren er nu skiftet, så flyet kan komme på vinger igen.
Den ødelagte motor skal nu undersøges nærmere for fejl.


