Fly fra Tel Aviv nødlander efter mulig bombetrussel
57 personer var ifølge ministerium om bord på et passagerfly, der nødlandede efter melding om en bombetrussel.

57 personer var ifølge ministerium om bord på et passagerfly, der nødlandede efter melding om en bombetrussel.

Et fly, der skulle fra Tel Aviv i Israel til Østrigs hovedstad, Wien, er nødlandet i Bulgariens hovedstad, Sofia, efter en melding om en mulig bombetrussel.
Det oplyser Bulgariens transport- og kommunikationsministerium ifølge mediet Sky News.
- Under flyvningen - ved grænsen til Rumænien - meldte besætningen om et tegn på en bombetrussel, og den besluttede ekstraordinært at lande i Sofia.
- I henhold til procedurerne lettede et af flyvevåbnets kampfly og ledsagede flyet, indtil det landede i lufthavnen i Sofia, lyder det.
Ifølge oplysninger fra FlightRadar24, som Sky News har fundet, blev flyet omdirigeret til Sofia og landede klokken 23.25 dansk tid.
Ministeriet oplyser, at foreløbige oplysninger lyder, at der var seks besætningsmedlemmer og 51 passagerer om bord.
- De ansvarlige myndigheder har påbegyndt en undersøgelse. Passagererne er blevet evakueret fra flyet, lyder det.
Ifølge Sky News er der tale om et fly fra Austrian Airlines. Mediet har rakt ud til flyselskabet for at få en kommentar.
Den 30. september måtte et passagerfly nødlande i Saudi-Arabien på vej fra Dubai til Tel Aviv, da en pilot på flyet havde overfaldet sin kollega i cockpittet.
Anklagemyndigheden i De Forenede Arabiske Emirater har efterforsket sagen siden 1. oktober.
Ifølge anklageren i De Forenede Arabiske Emirater havde piloten til hensigt at "forårsage størst muligt tab af liv" og var inspireret af angrebene den 11. september 2001 i New York City.
Tumulten i cockpittet fik flyet til at falde 4900 meter på kun 30 sekunder.
Tre personer brød ind i cockpittet og overmandede piloten, og en fjerde ydede livreddende førstehjælp, har de israelske myndigheder oplyst.
En blikkenslager, som ikke har nogen baggrund som pilot, stabiliserede flyet og fik det tilbage i normal flyvehøjde.
Blikkenslageren, der hedder Yaniv Hayoun, har fortalt, at han tog fat i styrepinden og gjorde, som han har set piloter gøre på tv.
RITZAU