Et fly fra Hawaiian Airlines måtte torsdag nødlande, da et besætningsmedlem faldt om med hjerteanfald og døde.

Steward Emile Griffith elskede sit job i luften.

Trods sine kun 31 år var han en erfaren steward, som levede og åndede for sit arbejde hos Hawaiian Airlines.

Torsdag i sidste uge var han på en helt almindelig arbejdsdag, hvor han sammen med sine 11 kolleger om bord skulle servicere de 253 passagerer på turen fra Honolulu til New York.

Flyet havde kun været i luften i tre timer på den næsten elleve timer lange flyvetur, da den ildevarslende besked lød over højttaleren:

»Er der er læge om bord?«

Emile Griffith var nemlig faldet om med et hjerteanfald, men selv om både hans kolleger og de læger, der tilfældigvis var på flyet, ydede førstehjælp, stod den unge stewards liv ikke til at redde, skriver flere amerikanske nyhedsmedier, blandt dem USA Today og CNN.

»Vi er dybt berørte over tabet af Emile Griffith, som gik bort, mens han arbejdede på en flyvning mellem Honolulu og New York i går aftes (torsdag, red.),« lyder det i en officiel udtalelse fra flyselskabet.