Det vides endnu ikke, hvorfor et fly, der i weekenden havde været på vej fra Bermuda til Boston, pludselig forsvandt.

Men nu formodes det, at alle ombord er omkommet.

Det oplyser flyselskabets operatør i en udtalelse, skriver BBC.

Noget af det eneste, der indtil videre står klart i den mystiske sag om ambulanceflyet – der havde fire besætningsmedlemmer og to passagerer ombord – er de seneste sporingsdata.

De viser, at flyet pludselig faldt markant, før forbindelsen til flyet helt blev afbrudt, mens det befandt sig ud for kysten ved Nantucket, der er en ø i delstaten Massachusetts.

Flyets højde faldt fra omkring 7.300 meter til 3.300 meter – og derefter forsvandt flyet helt fra radaren.

Søndag stod det klart, at der var blevet fundet vragrester i vandet, og om aftenen meddelte den amerikanske kystvagt, at den indstillede eftersøgningen efter overlevende.

Ambulanceflyet var fra firmaet Latitude Air Ambulance, der er et canadisk selskab, som udfører internationale medicinske flyvninger for patienter, der skal hentes hjem.

To piloter og to medicinske ansatte havde taget turen til Bermuda for at hente en patient og patientens pårørende – og de var på vej tilbage, da flyet af endnu uvisse årsager formentlig styrtede ned.

»Vi må nu se den hjerteskærende virkelighed i øjnene, at de fire medlemmer af vores Latitude-team, vores patient og patientens ledsager, der var om bord på Heartbeat 104, formodes at være omkommet,« lyder det ifølge BBC i udtalelsen fra Latitude Air Ambulance:

»Vores tanker går først og fremmest til deres familier, pårørende, venner og kolleger.«

Sagen er endnu ved at blive undersøgt.